Landevejens frie fugle

Allerede mandag begyndte teltbyen med vagabonderne at skyde op på arealet ved siden af Frihavnen. Nu er der indtil videre sat 13 telte op og de er nok 18-20 personer plus et antal hunde. De kommer fra både Jylland, Fyn og Sjælland. Deres ordsprog er: "Det marked, der får besøg af flest vagabonder, bliver dette års største marked."  Vagabonderne fortalte, at de har planlagt tre bryllupper til lørdag eftermiddag. Teskeen og Pia D. og Bente og Steen skal giftes og måske endnu et par. Røde Nik skal føre Pia D. op og Sofia kommer og skal føre Teskeen op. Giftefoged skal være Troldmand, som endnu ikke er ankommet.  Teskeen har for øvrigt 10 års jubilæum på Vorbasse Marked. For nogen af vagabonderne er det første gang, de er her. Rotten har en fin kasket på med en masse emblemer på. Også et hundeskilt, som politiet uddelte, den gang der var skat på at holde hund. Dette skilt er fra Kreds 11 i Randers Politikreds. Her var Rottens far nemlig strisser, som Rotten udtrykte det. Rotten har sit navn, fordi han en gang gik med en rigtig rotte, Carlo, rundt om halsen. Kim Hoff er autoriseret HUS FORBI-sælger og har 190 stk. med, så hans plan er gå på arbejde og få solgt nogle HUS FORBI. Der var også et par stykker, som de andre kaldte luksusvagabonder. Under alle omstændigheder er de ikke alle kommet gående til Vorbasse.