Månedens bog i august på Vorbasse Bibliotek

Tjeneren og hans søster af Dorrit Willumsen
I Tjeneren og han søster følger vi Søster og hendes lillebror Alf, som er pensioneret tjener fra et krydstogtskib.
Søster er en stille og selvudslettende person, og efter Alf har været indlagt på sygehuset, flytter hun ind i hans hus for at passe ham. Hun bliver i huset, selvom Alf behandler hende dårligt, og hun savner sin lejlighed og sit citrontræ.
De to søskende har aldrig været tætte på hinanden, og i fortællingen fletter fortidens triste barndom sig ind i nutidens historie, hvor alderdommens forfald gør sig gældende.
Tjeneren og hans søster er en bog, der har følelserne skrevet ind i hver eneste sætning. Søsters ensomhed skinner igennem under hele historien, og læseren sidder tilbage med en klump i halsen.
Dorrit Willumsen er en af Danmarks helt store forfattere. I sine næsten 83 år har hun udgivet 20 romaner og hertil en stribe noveller og digte og et enkelt skuespil.