Månedens bog på Vorbasse Bibliotek

Bibliotekerne i Billund og Vorbasse
Elefantsymfonien af Karin Smirnoff
I den svenske købstad Södertälje møder vi tre musikalske vidunderbørn. De lever i en verden af svigt og mangel på kærlighed. På trods af at de ikke har meget tilfælles, mødes de i en fælles forståelse gennem musikken.
De tre børn går til undervisning hos den verdensberømte lærer Frank Leide, som ved første øjekast virker til at være redningen for de tre børn. Sammen danner de fire en kvartet, som de tager rundt i verden og optræder med.
Som bogen skrider frem, kommer musiklærerens sande motiver frem, og en grum fortælling om grooming og pædofili udfolder sig.
Bogen er en stærk og medrivende bog, som handler om venskab, mod og svigt.
Karin Smirnoff er en erfaren svensk forfatter, som især er kendt for sin trilogi om Janna Kippo. Den første bog i trilogien, ”Jeg tog ned til bror”, blev nomineret til den prestigefulde svenske Augustpris, da den udkom i 2018.