Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie præsenterer udstillingen Klimarødder

Mark, børn og unge og Billund Kommune byder dig velkommen til åbningen af udstillingen Klimarødder den 25. juni kl. 10.00, Morsbølvej 101, 7200 Grindsted.
Udstillingen er et konkret skridt mod at realisere Billund Kommunes mål om at reducere udledninger af klimagasser og sikre den økologiske balance.
 
Når skoleåret slutter i juni, åbner den nye udstilling, Klimarødder, som er skabt i samarbejde med engagerede børn og unge mennesker i Billund Kommune. Denne dynamiske udstilling tager udgangspunkt i de seneste 400 års historie og Billund Kommunes klimaplan og sætter fokus på, hvordan vi sammen kan skabe en bæredygtig fremtid.

Naturen i Billund Kommune - og i øvrigt det meste af Danmark - er menneskeskabt og har været påvirket af menneskelig aktivitet i over 400 år. I dag står vi over for store klimaforandringer, der kræver handling og nytænkning. Udstillingen Klimarødder inviterer besøgende til at reflektere over deres egen hverdag og lokale sted og handle på klimaforandringer gennem brugerinddragende elementer, der spirer og gror med besøgstallet.

Klimarødder er designet til at være en levende udstilling, der vokser med input fra skoler og lokalsamfund. Udstillingen fungerer også som et element i undervisningsforløb, hvor børn og unge kan lære om klima og bæredygtighed, udvikle og dele konkrete idéer til lokal klimahandling. Målet er at gøre børn og unge til verdensmestre i klimahandling og skabe håb og engagement for fremtiden.

Museumsinspektør Anna Louise udfolder:
”Klimarødder er en udstilling, der hele tiden gror og spirer og udvikles i takt med at børn og unge skaber handlinger og præsenterer dem for andre. Det er helt fantastisk, hvordan vi kan bruge vores lokalhistorie som større vidensgrundlag, som inspiration og som noget vi lærer af – alt sammen for at skabe håb og handlekraft i et fællesskab.”

Klimarødder vil inspirere både børn, unge og voksne til at tage del i kampen for en grønnere og mere bæredygtig verden. Udstillingen er et konkret skridt mod at realisere Billund Kommunes mål om at reducere udledninger af klimagasser og sikre den økologiske balance.

Besøg Klimarødder på Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie og bliv en del af løsningen for en bæredygtig fremtid. Udstillingen er åben fra den 25. juni 2024.

Foto krediteres Billund Kommune.
Elever i kreativ proces i udviklingen af udstillingen Klimarødder.