Midjyske motorvej - høringsperiode til 13. april 2020

Mange Vorbasse og Skjoldbjerg folk deltog i borgermødet i Billund Idrætscenter tirsdag aften, hvor Vejdirektoratet fremlagde VVM undersøgelsen. Den vestlige linje, som flertallet i Billund Byråd håber bliver gennemført er meget tæt på Vorbasse by og endnu tættere på beboelser i Fitting og Skjoldbjerg. Der er stor uenighed om nytten af denne motorvej, om den aflaster E45 nok, om investeringen på 6-7 mia kan betale sig. Der kom mange spørgsmål på banen og debatten blev afviklet i god tone. Frem til 13. april kan alle indsende kommentarer og ønsker til Vejdirektoratet, som håber at få alle svar bearbejdet inden sommerferien. I efteråret er det så politikerne på Christiansborgs tur til at drøfte en evt. midtjysk motorvej. Man kan håbe, at de vil være meget klare i deres udmelding udanset, hvad de beslutter. Det er en sag, der vedrører mange borgeres bopæl.
Som en slutbemærkning nævnte en af de ansatte ved Vejdirektoratet at der sideløbende arbejdes på en VVM undersøgelse af muligheden for at udvide E45 fra Skanderborg til Vejle fra 2 til 3 spor i begge retninger. Denne mulighed kan lægge en midtjysk motorvej i mølpose i mange år.

VVM undersøgelsen vedr. den midtjyske motorvej, der er udgivet i bogform findes endnu i nogle få eksemplarer på bordet i biblioteket.