Naturprojekt ved Holme Å

Billund kommunes naturprojekt ved Kyst til kyststien syd for Sønderhedevej skrider planmæssigt fremad. De tidligere fiskebassiner mod øst bliver stille og roligt fyldt med vand. Vandet er klart og kommer fra bakkerne nord for ejendommen Sønderhedevej 24. Søerne her vil også fremover tilhøre ejendommen, men kommunen vil have tilsynspligten med flora og fauna ved søerne, som vil have varierende vandstand hen over året. Vest for ejendommen er der etableret to søer og entreprenøren er i gang med at slynge åen. Vandet fra åen vil blive ledt ind i den "nye" å i etaper, men der er pt. temmelig meget grundvand, så det er slet ikke så let en opgave at få gravet de nye slyngninger. I dag måtte der sendes bud efter pumpeudstyr, så arbejdet kunne fortsætte. Adgang ad den nye Kyst til kyststi kan ikke benyttes foreløbig, idet jorden skal have tid til at sætte sig.