Ny borgerrådgiver ansat i Billund Kommune

Johnny Holst er ansat som ny borgerrådgiver i Billund Kommune.
Johnny Holst er ny borgerrådgiver i Billund Kommune. Foto: Billund Kommune
Billund Kommune har ansat en ny borgerrådgiver, og det er en mand med stor erfaring, som har fået stillingen.
Johnny Holst er 50 år, han er uddannet i offentlig forvaltning og har en master i offentlig ledelse.
Han kommer aktuelt fra en stilling som selvstændig konsulent, men han har i mange år arbejdet som chef, leder og sagsbehandler på familie-, social- og handicapområdet i blandt andet Faxe, Esbjerg og Kolding kommuner.
”Borgerne skal opleve, at kommunen er til for borgerne, og derfor er borgerrådgiverens funktion utrolig vigtig. Borgerrådgiveren skal medvirke til, at vi bruger borgernes henvendelser konstruktivt og forbedrer os, hvis man har oplevet, at kommunikationen med kommunen er gået i hårdknude,” siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Borgerrådgiveren kan kontaktes fra 22. august
Johnny Holst er startet i Billund Kommune 1. august, men på grund af ferie kan borgerne først kontakte ham fra mandag 22. august.
Formålet med borgerrådgiveren er at styrke dialogen mellem borgerne og kommunen. Det skal konkret ske ved at borgernes henvendelser bliver brugt til at forbedre kommunens sagsbehandling og den personlige betjening.
I praksis betyder det, at borgere, der oplever udfordringer i deres samarbejde med kommunen, kan kontakte Johnny Holst og få hjælp til at forstå afgørelser, til at oprette en klagesag eller komme videre med en sag.
”Det er en utrolig spændende opgave at blive borgerrådgiver i Billund Kommune. Jeg tror på, at det personlige møde mellem mennesker fremmer forståelse og minimere konflikter. Jeg glæder mig derfor til at være med til at fremme dialogen og samarbejdet mellem det kommunale system, jeg har stor erfaring fra, og de borgere, vi er sat i verden til at servicere,” siger Johnny Holst.
Borgerrådgiver kan dog ikke ændre indholdet af en afgørelse, som kommunen har truffet eller behandle sager, som behandles i andre administrative klageinstanser. Men borgerrådgiveren kan undersøge, om sagsbehandlingen og kommunens ageren har været korrekt, ligesom han kan komme med forslag til, hvordan kommunens betjening kan forbedres fremadrettet.
Som uvildig rådgiver er borgerrådgiveren ansat direkte af kommunalbestyrelsen, som er uafhængig af kommunens administration. Borgerrådgiveren skal også varetage kommunens whistleblowerordning.