Ny legeplads i Vorbasse - hvor skal den ligge?

Mon ikke alle borgere i 6623 har fået brev fra kommunen i eboks med invitation til borgermøde den 14. juni i fritidscentret.
Her er brevets tekst:
Nu skal I have ny legeplads i Vorbasse! - vær med til at præge det nye, spændende uderum
Som led i Billund Kommunens legepladsstrategi er der blevet tildelt 1.200.000 kr. til etableringen af en ny og unik legeplads i Vorbasse. Disse midler skal dække det nye område, samt fjernelse af eksisterende legepladser.
I forbindelse med etableringen af denne nye legeplads vil vi gerne høre jeres ønsker og behov til området.
Vi indkalder derfor til et borgermøde Onsdag d. 14. juni kl. 19-21 Borgermødet foregår på Vorbasse Fritidscenter
Her skal vi drøfte den fremtidige placering af jeres nye unikke område med legeplads. Desuden skal vi drøfte materialevalg og hvad området skal rumme.
Legepladsstrategien går kort fortalt ud på, at der skal etableres færre men bedre legepladser i Billund Kommune. De skal være unikke for lige netop det sted de placeres og det skal kunne rumme mere end blot legepladser, men være mødesteder og samlingspunkter.
Legepladsen vil erstatte de eksisterende i Vorbasse. Den nye legeplads skal fungere som et samlingssted for hele området og vil ikke kun være målrettet områdets børn, men skal kunne benyttes af alle områdets beboere.
I forbindelse med dette projekt vil vi holde borgermøder og workshops. Vi har involveret 4. klasse fra Vorbasse Skole.
Anlæggelsen af en ny, stor legeplads betyder også, at der skal ske omlægning af de lokale legepladser, som vi har på nuværende tidspunkt. Dette er et krav, da arealerne er ejet af Billund Kommune, og der bl.a. er krav om at de skal være byggesagsbehandlede, og at de skal overholde gældende sikkerhedskrav.
Derfor vil de arealer der i dag rummer en legeplads, og ikke bliver placeringen for den nye, blive omlagt til arealer der stadigvæk kan have legende elementer eller være samlingssteder.
Vi håber på et godt forløb, så vi i fællesskab kan finde den bedste løsning til nogle gode fællesarealer i Vorbasse.
Legepladsen forventes at kunne stå færdig i foråret 2024.
Med venlig hilsen
Projektgruppen for legepladser i Billund Kommune