Nye tider for tilmelding til rest vacciner

Region Syddanmark skriver i en pressemeddelelse:
" Tilmeldingstid tilpasses

Fra i dag den 17. maj ændres rammerne for tilmelding, så man fremover skal tilmelde sig hver dag fra kl. 7.00 til kl. 12.00.

Indtil nu har regionens system automatisk åbnet for tilmelding i løbet af natten. Det har fejlagtigt givet nogle borgere en opfattelse af, at man var nødt til at stå op midt om natten for at sikre sig en plads først på listen.

Regionen tilpasser nu tidsrummet, så ingen skal føle, det er nødvendigt at skrive sig op midt om natten for at blive tildelt en rest-vaccine. Listerne prioriteres nemlig ikke efter tilmeldingstidspunkt, men efter invitation, alder og at man kan være på vaccinationsstedet inden for 30 minutter efter, man er blevet ringet op.
Fakta

Man kan skrive sig op til restvaccinelisterne her: www.rsyd.dk/restvacciner

Der er åbent for tilmeldinger, de dage hvor de enkelte steder har åbent for vaccination.

Tilmeldingen gælder for resten af den dag, man udfylder den. Man skal altså udfylde formularen hver dag, man ønsker at stå til rådighed. Man vil blive ringet op sidst på eftermiddagen eller først på aftenen fra de store vaccinationscentre, hvis man bliver tilbudt en rest-vaccine. De lokale vaccinationssteder ringer først på eftermiddagen, da de lukker tidligere."

Læs hele pressemeddelelsen her.