Økokøer på græs sendes live fra Skovlyst

ØKODAG® KOMMER HJEM TIL DIG - se her hvordan.

Økologisk Landsforening, landmænd og mejerier aflyser muligheden for at besøge de økologiske gårde til Økodag grundet corona-situationen. Begivenheden var programsat til søndag den 19. april 2020.

Men bare rolig – øko-køerne skal som altid på græs fra april til november. Så selvom publikum i år må blive hjemme, danser køerne stadig forårsdans på de grønne græsmarker.

Når du og din familie ikke kan komme til Økodag, må øko-køerne komme til jer. Derfor sender Økologisk Landsforening og de økologiske mejerier LIVE fra udvalgte gårde søndag den 19. april fra kl. 11.30.
ØKODAG® GÅR LIVE

Anders og Katrine fra LilleNørd er værter, når Økodag sender live søndag den 19. april. Imens publikum må blive hjemme i stuerne, er Anders & Katrine klar på en økologisk gård, hvor de vil sørge for leg og underholdning for både børn og voksne.

Så selvom det i år ikke er muligt at besøge en gård, er der stadig rig mulighed for at blive klogere på økologi, dyrevelfærd og livet på landet, stille spørgsmål til en landmand og følge med live når øko-køerne danser på græs.