OL i Travbyen for 400 børnehavebørn

400 børnehavebørn deltog i Mini-OL i Billund
Tirsdag besøgte omkring 400 børnehavebørn Skole OL-finalebyen, Billund. Her havde de en dag med fokus på bevægelse, hvor de blandt andet prøvede kræfter med sækkeløb og boldspil og dystede mod borgmesteren.
Det er ikke kun landets skolebørn, som i disse dage besøger Travbyen i Billund for at deltage i Skole OL-finalen. Også 400 børnehavebørn fra Billund Kommune besøgte OL-byen tirsdag for at have en dag fyldt med bevægelse.
Det er KFUM Idrætsforbund, der sammen med Billund Kommune benytter Skole OL til at sætte fokus på bevægelse hos de mange børnehavebørn.
”Skole OL-finalen er for alle. Derfor synes jeg også, det er naturligt, at kommunens yngste børn får muligheden for at få en OL-oplevelse. Derfor er jeg glad for, at vi kan dele Skole OL og bevægelsesglæden med børnehavebørnene, fortæller borgmester i Billund Kommune, Stephanie Storbank (V), der også selv dystede mod børnehavebørnene i linedans.
Sækkeløb og boldspil på programmet
Børnene holdt deres eget Mini-OL med et fyldt program med aktiviteter, der sikrede, at de fik rig mulighed for at løbe, hoppe, kravle og generel rørt sig.
Det var masser af aktiviteter, blandt andet sækkeløb, boldspil og æggeløb, som de mange børnehavebørn skulle prøve kræfter med. I alt deltog 400 børn fra alle kommunens børnehaver samt ISB.
”Det er en fantastisk mulighed for børnene at mærke suset ved sådan et stort arrangement og opleve, hvordan de er en del af et større fællesskab. Mange af børnene har jo ældre søskende, som deltager i Skole OL, så nu har de en fælles oplevelse at dele i familien,” fortæller dagtilbudschef Lisbeth Østergaard.
Travbyen danner i disse dage ramme om Skole OL-finalen, som er OL i børnehøjde. Over 7000 børn fra 4. - 8. klasse fra hele landet har i årets løb kvalificeret sig til finalen, som løber fra i dag og slutter på fredag.

Fotos: Billund kommune