Opfordring – Parkering ved Vorbasse Fritidscenter

Der er skønt at se, at der sker mange spændende udendørsaktiviteter døgnet rundt omkring Vorbasse Fritidscenter. For eksempel en helt almindelig onsdag aften er der både gang i fodbold på lysbanen, volleybold på multibanen og padle på padletennisbanen. Herligt!
Mange aktiviteter medfører også mange biler. Desværre parkeres de fleste ikke på vores store flotte parkeringsplads, men tættest på aktivitetsbanerne og ulovligt. Den anden aften talte jeg 20 ulovligt parkerede biler, som spærrede bl.a. for brand- og redningsveje, så eventuelle brand- og redningskøretøjer ikke kan komme til en eventuel brand eller hente en skadet spiller på banen.
Min opfordring er derfor at parkere på vores store flotte parkeringsplads foran Vorbasse Fritidscenter indenfor båsene og væk fra den gule streg. En lille gå- eller løbetur er perfekt som en del af opvarmningen.
Skulle man glemme denne opfordring, hjælper vi med at sætte forbudsskilte op. Dette betyder dog, at så snart de er sat op, er der ingen kære lille mor mere. Når parkeringsvagten kommer og det gør han/hun, så udløser det et gebyr.
Tak for hjælpen!
Med venlig hilsen
Jeroen Schotemeijer – centerleder Vorbasse Fritidscenter