Over 200 har allerede købt særlig Ung Billund buskort til 400 kroner

Billund kommune oplyser, at siden den 7. juli 2017, hvor Sydtrafik frigav bestillingen af det særlige Ung Billund Buskort, hvor unge mellem 15 og 20 år i Bilund Kommunen kan rejse et helt år med bus i kommunen for 400 kroner, og selv om ungdomsuddannelserne endnu ikke er startet op efter ferien er der allerede solgt over 200 kort.

Helt konkret har Sydtrafik her den 9. august solgt 202 kort og der ligger 16 bestillinger på kort i indbakken.
"Vi synes selv, at det er et rigtig godt tilbud vi her giver de unge, så de fremover kan komme rundt i kommunen for kun 400 kroner på et år mod tidligere op til 3.500 kroner og man må da sige salgstallene understøtter det," siger Per Nyhus, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Billund Kommune.

Det nye kort gælder for et år af gangen, så uanset om man bestiller kortet nu eller i december gælder kortet indtil den 31. juli 2018.

Læs mere om kortet og bestil her
   
Beslutningen om at tilbyde Ung Billund Buskortet skyldes et ønske om at styrke de unges mulighed for en ungdomsuddannelse i Billund Kommune uanset hvor i kommunen de bor.

Det er forligspartierne Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative, der fremsatte forslag om kortet og de har også bedt administrationen undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre at tilbyde samme ordning til alle borgere i Billund Kommune. Det indgår i forhandlingerne om budget 2018 og overslagsårene.