Owen Avden

Owen Avden

Fredag 19/8 blev der holdt Owen Avden ved Vorbasse Fritidscenter med Vorbasse Erhvervsforening og Vorbasse Boldklub som arrangører. Arrangementet startede kl. 16. Her kunne man gøre en god handel. Der var boder fra byens erhvervsdrivende og bagagerumssalg, hvor alle kunne komme og sælge. På parkeringspladsen var der udstilling af veteranbiler og veteranknallerter. I de sidste år er interessen for ældre knallerter blevet stor, hvilket kunne ses på de mange knallerter, der var stillet op. I den anden ende af størrelsesskalaen var der en veteran tankbil med anhænger. Godt, der er folk med ressourcer og plads til så store veteraner. Børnene behøvede ikke at kede sig. I hallen var der en hoppeborg og ude var der en Tarzanbane og en klatrevæg. De voksne havde også mulighed for at røre sig – hvis de da havde meldt sig til gadefodbold. Denne turnering blev vundet af Kirkevænget. Kl. 18 åbnedes for salget af mad. Mange benyttede sig af muligheden, så man undgik både madlavning og opvask fredag aften. Der var ca. 230 til spisning ved erhvervsforeningen, plus en del der købte mad i hallen. 

Man kunne deltage i en lille konkurrence, hvor der skulle gættes på antallet af dimsenoter i en beholder. Denne konkurrence blev vundet at Ester Thisgaard, der ramte tallet på 317. Præmien var et gavekort til ”Prikken” på 300 kr.

Owen Avden blev godt besøgt og Jette Kring vil på arrangørernes vegne sige tak for den flotte opbakning. Hun siger det er så dejligt, at folk møder op, når der arrangeres noget, og det var en forhøjelse at se så mange mennesker i alle aldersgrupper hygge sig i det flotte vejr.