På sporet af Troldhedebanen

34 personer startede ud fra Hansens Plads ( Dalgasvej 8-10) kl. 14.00 i fint efterårsvejr.
I anledning af 100 årsdagen for Troldhedebanens indvielse, havde Lokalhistorisk Arkiv Turen var tilrettelagt, så den fulgte det gamle banelegeme så tæt som mulig, hvilket kun kunne lade sig gøre, fordi de mange lodsejere langs banen bakkede op om arrangementet. Vi ”vadede” gennem folks haver, gennem skov og ikke mindst gennem majsmarker.
Jørgen Møller fortalte undervejs træk fra banens historie. Især fremhævede han banens betydning for tørveindustrien både under 1. og 2. verdenskrig. Selv om tørvetransporten var en stor del af banens gods  og indtægt, skulle lodsejerne selv betale for planering og etablering af de sidespor, hvorpå godsvognene kunne stå, medens de blev læsset. Der var sidespor i Højmose på 212 meter og i Skødebjerg på 96 meter.
Første stop var på Højmose trinbræt, som i mosetidens velmagtsdage blev brugt af mange tørvearbejdere. Mosearbejdernes barske liv blev også omtalt. På et tidspunkt åbnede man missionshuset to aftener om ugen, så arbejderne, der ønskede det, kunne finde ro, drikke en kop kaffe, skrive breve hjem til familien eller læse nyhederne. Denne indsats blev starten til det, vi i dag kender som KFUM´s Sociale Arbejde.
Næste stop var ved ruinerne af en brovægt i Skødebjerg Plantage. Senere passerede vi forbi resterne af læsserampen ved Skødebjerg. Ved Kratvej stod Alice Østergaard klar med kaffe og småkager, lige hvad vi trængte til.
 Resten af turen frem til Fitting Station klarede vi i et stræk. Her beundrede vi det næsten 100 år gamle pakhus. Det er gammelt og ikke så pænt, men et af de få bevarede pakhuse.
Kl. 16.45 stod vi på bussen, som ventede ved Fitting Kartoffelcentral, og efter ca. 3 timer var vi tilbage ved udgangspunktet - Vorbasse Station.
Tekst: Anna Lise Andersen
Foto: Tove og Jan Espersen