Per Stig Møller gæstede Vorbasse Sognehus

Kristian Hansen fra Høreforeningen bød velkommen til Per Stig Møller og fortalte lidt om Per Stig Møllers CV.
Per Stig Møller har været ansat i Det Berlingske Hus, undervist i Paris, ansat ved DR, blev medlem af folketinget i 1984, har været miljøminister, kulturminister og udenrigsminister. Per Stig Møller har endvidere udgivet 28 bøger.
Da aftalen med Høreforeningen blev indgået for et halvt år siden var det på baggrund af bogen ”De fire isbjerge”, som beskriver de fire områder Per Stig Møller ser, som fremtidens største udfordringer og hvor han stiller spørgsmålet ”kan vores nationer og institutioner klare presset fra den voldsomme migration, de stigende klimaudfordringer, religionskonflikter og en ustyrlig global økonomi?” Disse spørgsmål er stadigvæk aktuelle, men i dagens foredrag blev det Ukraine og historien om, hvorfor vi ser Rusland i krig med Ukraine netop nu Per Stig Møller valgte at give publikum et indblik i.
I 1989-90 var vi i Europa euforiske over murens fald og Sovjetunionens kollaps. Vi så stater blive selvstændige, en hel ny verden eller rettere den gamle verden genopstod.   
For at forstå, hvorfor Rusland går i krig med Ukraine, gav Per Stig Møller et kort rids over Ruslands historie tilbage til Ivan den Grusomme i 1500 hundredtallet og frem til Stalins Sovjetunion efter 1945, hvor Rusland bliver et kæmpe kontinent.  Hver gang Rusland undervejs har mistet et område, har de ventet på det rette øjeblik for at tilbageerobre området igen.
Det er det, der sker lige nu. Og vinder Rusland over Ukraine, så vil de fortsætte til de andre lande, som tidligere har været en del af Sovjetunionen.
Hvorfor så lige nu? Her gav Per Stig Møller eksempler på hvad, der i de senere år er sket i USA, hvor Trump forsøgte at amputere Nato. Eksempler i Europa, hvor vi ikke er enige. En talemåde siger ”hænger vi ikke sammen, bliver vi hængt hver for sig”
”Vi burde have bragt os i en situation, hvor Kina og Rusland taler mere med Vesten end med hinanden. I stedet for har vi fået dem koblet sammen” siger Per Stig Møller og fortsætter ”Vi står foran en meget vanskelig verden og vi kan ikke bare forvente, at vores værdier løser problemerne. Vi skal ikke smide vores værdier væk, men vi skal have en mere realistisk udenrigspolitik. Det er en stor fejl, at Ukraine ikke kom med i Nato i 2008, men Tyskland, Frankrig, Norge og andre ville have dem med”.
Efter foredraget og kaffen var der mange gode spørgsmål, som Per Stig Møller besvarede og fastholdt publikums interesse i endnu en time.
En lærerig og interessant eftermiddag som Høreforeningen og Vorbasse Seniorer stod for i fællesskab. Det var således Levin Kielsgaard, der sagde tak for i dag.