Så lykkes det at få holdt generalforsamling i KFUM Idræt

Efter have haft flere datoer i spil hen over foråret lykkes det KFUM Idræt at afvikle generalforsamling inden for reglerne om forsamling.
Tommy Saugmann blev valgt til dirigent og gav straks ordet til Rune Overgaard, der i et år har været formand for KFUM Idræt.
Uddrag af Runes beretning:
KFUM Idræt er med en netværksgruppe under DGI. Det får vi meget ud af, idet vi her kan drøfte fælles anliggende bl.a. med Billund Idrætsforening. I 2019 havde vi et godt marked, både økonomisk og socialt i foreningen. Det vil vi savne i år. Der er et stort hul i kassen, men der kommer ingen stigning i kontingenter.
Aase Schotemeijer og Ulla Ebbesen har overtaget kaffeteltet efter Ruth Terp og Emmy Schmidt har været drivkraften igennem mange år. Tak til Ruth og Emmy for mange års arbejde.
Der er en god dialog og et godt samarbejde med Vorbasse Grundejerforening og ligeledes et godt samarbejde med Vorbasse Fritidscenter – Tak for det.
Ledergruppen i KFUM Idræts mål er at have en god forening for ledere, trænere og medlemmer.
Dianna Vejgaard har gennem mange år været med i ledergruppen og med sikker hånd styret alle afdelingers økonomiopgaver. Dianna ønsker at træde ud af ledergruppen. Derfor en stor tak til Diannà for det store arbejde.

Uddrag af beretning fra kultur og event ved Mie Svendsen.    
Der er fire faste arrangementer, som alle afvikles i et samarbejde med andre:
Fastelavnsfest sammen med kirken.
Skt. Hansfest sammen med Smokers
Påskeferiesjov sammen med fritidscentret
og et efterårsarrangement.
Der har været 1100 deltagere til arrangementerne og målet er at arbejde på tværs og have arrangementer, der er gratis for børn eller næsten gratis.
Kultur og Event vil gerne holde familiearrangementer på shelterpladsen og har derfor fået bevilget 10 sæt borde/bænke i forskellige størrelser fra Billund kommune.

Uddrag af beretning fra badminton ved Rene Kristensen.
DGI har været i Vorbasse og træne skoleelever og unge med håb om, at det kunne give lidt mere interesse for badminton.
Badminton har deltaget i træfstævner, nytårsstævne, klubmesterskab og julestævne.

Uddrag af beretning for gymnastik ved Marion Fey.
Afdelingen kæmper med at få deltagere nok til de yngste hold.
For første gang i mange år har der været et karlehold, som også stillede op til opvisning.
Ved børneweekenden var der 30 deltagere til en hyggelig weekend.
Vi nåede heldigvis at afvikle opvisningen inden alt blev lukket ned. Der var en stor stigning i antallet af betalende til årets opvisning.  

Uddrag af beretning fra volley og hockey ved Jeroen Schotemeijer
Der er 20 volleyspillere og 8 hockeyspillere. Det er onsdag aften der spilles volley og hokey og der er bare gang i fritidscentret onsdag aften. Det er en fornøjelse. Der er somme tider gæster på besøg. Bl.a. har fodboldpigerne været på besøg.
Jeroen opfordrede til at lægge aktiviteter fredag, lørdag og søndag, hvor der tit er god plads i fritidscentret. Så går du med en god ide, er der gode muligheder.
Jeroen fortalte kort om det fortsatte arbejde med Aktivitetsaksens 2. fase.  

Uddrag af beretning fra Løb i Vorbasse ved Mads T. Nielsen
Der er 10 løbere og 18 power walkere.
Løberne deltager bl.a. i DGI’s crossløb på udvalgte lørdage.
Der løbes hver tirsdag med start fra fritidscentret.
Power walkerne har hvert år deres store arrangement med walk-halv-thon.
I 2019 var der 205 deltagere. Der er ikke noget ønske om, at arrangementet skal blive større. Det er mange mennesker at få rundt i området.    

Uddrag fra beretning om Idræt om dagen ved Ester Thisgaard.
Der er 50 deltagere i gennemsnit hver onsdag formiddag. Aktiviterne starter med 40 minutters opvarmning/gymnastik og 2 danse. Herefter er der kaffe og fællessang. Formiddagen sluttes af med svømning eller i hallen med skumtennis, bowls eller ringo.
Idræt om dagen kunne i 2019 fejre 25 års jubilæum. Det blev fejret med sjove aktiviteter i hallen og en festmiddag med 74 deltagere.
Idræt om dagen passer kræmmerbadene i markedsdagene. Den indtægt kommer vi til at mangle i år.
Om sommeren har vi en række planlagte gåtur, men det har ikke kunnet lade sig gøre i år. Vi håber at nå nogle få ture efter sommerferien.

Uddrag af beretning fra håndbold ved Kirsten Marie Povlsen
Håndboldafdeling har i 2019 fået lavet en opgaveoversigt.
Vi har meget engagerede trænere, både voksne og unge. Der holdes trænermøder på tværs af børn, unge og seniorer. Det er meget givtigt for alle.
Vi arbejder med en Rød Tråd fra børnehold til unge og seniorer. En rød tråd som fortæller, hvad der forventes, der arbejdes med på holdene.
Tak til sponsorerne for hjælp til spilledragter. Tak til Vorbasse Fonden for tilskud til udvikling i håndboldafdelingen og nye bolde.
Der er skabt en god stemning ved hjemmestævner. Seniorer har sagt ja til at være ved dommerbordet – også tak for det.

Uddrag af beretning for svømning ved Dianne Vejgaard
Der er nye personer i udvalg og som trænere. Vi har derfor brugt tid på at finde tilbage til kerneværdierne og vores formål, som er et tilbud om svømning til alle, der hvor den enkelte er og at det skal være sjovt for alle.
Som en tak til instruktørerne inviterede vi til en aktiv dag i Vejen Idrætscenter.

Uddrag af beretning for E-sport ved Jens Lunde
Håber på afvikling af en månedlig LAN party og en ugentlig esportsaften på Loftet.
Der er plads til ca. 30 deltagere.

Dianna Vejgaard gennemgik alle afdelingers regnskab og kom ind på, at der er indsendt svar på spørgeskemaet, som Billund kommune har udsendte til alle foreninger for at få et overblik over, hvor meget krise foreningerne er i pga. coronanedlukninger. I Vorbasse er det jo selvfølgelig et stort økonomisk problem, at der ikke må afvikles Vorbasse Marked i år.

Ledergruppen består fremover af : Rune Overgaard, Per Emanuelsen, Karin Inge Papsø, Camilla Milland og Birgit Madsen.
Karin Inge Papsø er valgt i stedet for Dianna Vejgaard og Camilla Holst Milland er valgt som supplerende medlem i stedet for Marianne Brøndsted.

Under eventuelt blev det debatteret, at det er et stort problem, at en del medlemmer ikke betaler kontingent til tiden. Dels betyder det meget ekstra arbejde både i afdelingerne og i økonomiafdelingen, dels kan der ikke indsendes de rigtige medlemstal til Billund kommune til optælling til aktivitetstilskud. Sidst men ikke mindst er det vigtigt for trænerne at vide, om der kommer 5 eller 15, når holdet starter i september måned. – Det må vi kunne gøre bedre!
I svømmeafdelingen er man spændt på om lukningen af Billund Bad i et helt år, betyder at der bliver kø for at komme med på et svømmehold i Vorbasse. Når holdene bliver oprettet i sommerferien, skal svømmerne i Vorbasse ikke udsætte tilmelding og betaling, hvis man vil undgå at komme på venteliste.