Selv vejret vandt vi over!

Lørdag kørte 5 par fra Vorbasse Krocket & Petanque Klub til krocket stævne på Lakolk strand på Rømø. Det regnede på meget af køreturen, men da vi nærmede os Rømø, kunne vi se lidt blå himmel. Vi havde forberedt os på det værste, og udrustet med regntøj, skiftetøj og krocket køller, var der ikke noget der kunne slå os ud.

Vi indtog vores medbragte morgenbrød på stranden iklædt vores regntøj, og det var næsten som om regnbygerne kunne indse, at os kunne de ikke skræmme, så de fandt andre at drille. Vi fik hele formiddagen i tørvejr, og flere kunne nå at afvikle 2 kampe inden frokostpausen. Godt nok kom der ikke vand fra oven, men morgenens byger havde efterladt nogle regnvåde baner. Regnvåd sandstrand er lidt af en udfordring. Krocket kuglerne stopper meget hurtigt deres løb, når de skydes ud i vandpytter, og ligger en kugle lidt i sandet, er det som om sandet omkring kuglen arbejder, så kuglen synker ned i sandet. Spændende, men ens for alle, så det var bare at klemme på. Efter frokost var vandet på flere baner mere eller mindre forsvundet, hvilket selvfølgelig ændrede spilleforholdene, og efter cirka en halv time syntes vejrguderne, at vi skulle have ekstra udfordringer. Vi fik en byge, og så var der vandpytter over alt. Det er sjældent, at man oplever baneforhold ændre sig mens man spiller, men det kan altså ske til strandstævne.

Sidst på eftermiddagen var der ”skud til midterbue”. En smal bue placeres således, at man skyder efter den fra en afstand på 3 meter. På dette tidspunkt har mange spillet færdig, og de hygger sig med dette, til resten af kampene bliver færdigspillet. Da alle kampe var færdige og resultaterne gjort op, viste det sig, at 3 af vores 5 par havde spillet sig til førstepladser.

I række M2/A1 blev det til en førsteplads til Ib Svendsen og Niels Ove Nielsen. Række A1 pulje 2 blev vundet af Birger Enevoldsen og Jens A. Pedersen og række B2 pulje 2 blev vundet af Erik Andersen og Tonny Andersen.

Du kan se flere billeder og historier på vores del af Vorbasse.dk

Tekst og billeder: Tonny Brandt Andersen

http://vorbasse.dk/sport-fritid/udendoers-sport/krocket-og-petanque.html