Lisbet og Kurt Terp, som jo egentlig er et landsmandsægtepar fra Østervig, har gennem de sidste snart mange år arbejdet hårdt på at få en landbrugsskole i god drift i Mozambique. Det er spændende at følge udviklingen på Wutomiagri, hvor en del danskere i perioder er ansat som frivillige. Seneste har Simon Tangen Søgaard fra Sunds og Simon Moesgaard Jensen fra Vorbasse været på genvisit på Wutomiagri. De to Simon'er kender hinanden fra efterskoletiden. Læs her deres beretning fra besøget på Wutomiagri:

Vi er tilbage i det land, hvor vi for to år siden blev kendt som volontørerne Simião og Alfredo. Det land som den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama kaldte ’de gode menneskers land’, og som vi også forelskede os i dengang. Vi er taget tilbage for at finde ud af, hvad de elever, vi kom til at kende så godt, har brugt deres uddannelse til, og hvordan det står til på WutomiAgri.
Da eleverne gik på WutomiAgri, skulle de formulere et projekt, de ville i gang med efter deres uddannelse på skolen. Projektet skulle forberede dem på tiden efter skolen. De blev anbefalet at finde sammen i grupper, som de kunne arbejde sammen i. Flere har taget opfordringen fra skolen om at gå sammen i grupper til sig. Det giver en større samlet startkapital, og det giver mulighed for at kunne støtte hinanden i den svære opstartsfase. Eleverne Rofina, Nilza, Jafete og Márcia er sammen i en gruppe i Chokwe, der ligger to timer væk fra Chicumbane. I samme område slog også Vasta og António sig sammen, mens Aida selv startede op i sin hjemby, Manjacaze. (Red: Brigida er i gang med en videregående landbrugsuddannelse, og Fernando er død.)
At gå sammen om projekterne har sine fordele, men uden tvivl også nogle ulemper. Når den fællesejede virksomhed er den eneste indtægt, er der naturligvis meget på spil. Gruppen i Chokwe har haft svært ved at arbejde sammen og Rofina og Nilza har derfor i en periode taget arbejde på en af områdets større gårde. Med støtte fra WutomiAgri er gruppen dog blevet hjulpet til at samarbejde om deres kyllingeproduktion frem til nytår. Gruppen var glade for at gense os og virker til at være ved godt mod. Samtidigt kan man dog også mærke, at den mere problemløse tid på WutomiAgri er afløst af en hverdag, hvor det kræver en alvorlig indsats at tjene til kokosmælken på risen.
António og Vasta arbejder ikke sammen mere. Vi var heldige at møde António på vores besøg i Chokwe. På skolen husker vi ham som typen, der arbejdede ovre i marken, satte egne projekter i gang og i det hele taget var utrolig driftig. Det har allerede drevet ham langt. Til trods for at der ikke er praktisk introduktion til risdyrkning på WutomiAgri, har han kastet sig ud i netop det. Med lejet jord har han i år dyrket 25 sække ris, hvilket var hans første høst. Undervejs måtte han kæmpe med slanger i marken, fugle der spiste risen, og lønninger til folk i høsten. Sågar lønninger til folk, der kunne vifte fugle væk, blev nødvendigt. Selvom høsten kom sikkert i hus, er António dog ikke tilfreds og føler sig ikke rustet til at forsætte risproduktionen uden mere træning og viden. Derfor arbejder han gratis hos en risavler for at lære nok til selv at kunne fortsætte med egen produktion. Ud over at arbejde gratis lever António også et utroligt sparsommeligt liv. Han er typen, der kan leve på en sten, hvilket ikke siger så lidt i Mozambique, hvor alle tilsyneladende lever på sten. Med den dedikation han sætter for dagen, håber vi på en dag at kunne komme herned og besøge en god virksomhed med António i spidsen

Aida har været ramt af mange tragedier i familien. Ud over at have mistet begge forældre mistede hun også for to år siden sin onkel, der sørgede for hende. Enden er blevet, at hun har overtaget familiens hus i Manjacaze, og lever af kyllingeproduktion. Aida har haft godt gang i produktionen og var kendt i området for et godt produkt og store kyllinger. Møget fra kyllingerne ryger ud i hendes lille have, der blandt andet kunne byde på salat, som vi blev budt på sammen med ris, da vi kom forbi hendes hus. Desværre var kyllingeproduktionen sat i stå, da vi var forbi, grundet sygdom. Produktionen kan genoptages, når der ikke længere er smittefare i stalden. Gina og Kurt hjalp til med rådgivning omkring problemerne, og hvordan man kan undgå ny sygdom.

Ud over at besøge alle eleverne har vi naturligvis også genbesøgt selve skolen. Hold nu op, der er sket meget, siden det var os der stod op til morgenarbejde i Chicumbane hver morgen. På to år har skolen fået to nye store kyllingestalde, og det gamle kyllingehus er blevet til hønsehus, således at skolen nu også producerer æg.
Skolen har jo altid ligget i spændingsfeltet mellem Vorbasseegnens ofte landbrugskyndige bidragydere og hverdagens Mozambique. Med det mener vi, at der givetvis har været mange i Danmark, der har spurgt sig selv, hvorfor man på en danskstøttet landbrugsskole i Mozambique skal bruge traditionelle hakker og vandkander frem for moderne vandingsanlæg og traktor. Det er vi i hvert fald ofte blevet spurgt om til foredrag. Svaret har i lang tid været, og er stadig, at landbrugsskolen sigter at løfte de fattigste bønder i den virkelighed de befinder sig i. Det kræver små skridt så alle kan følge med. Men skal man ikke alligevel have en lille traktor, når nu det er fremtiden? Det har Rotary i Randers i hvert fald tænkt, og derfor står der nu også en dejlig Massey Ferguson på skolen med dertilhørende plov, tallerkenharve og vogn. Og mon ikke de har ret? Vi har tit set netop den type traktorer på vejene hernede, så måske bliver de mere almindelige i fremtiden, og tiden er ved at være moden til at motorisere WutomiAgri en smule.

Udover de gamle elever har vi også mødt de nuværende elever. Et hold fuld af energi og gæstfrihed, der også nåede at sætte spor hos os. Desværre kunne vi ikke blive som volontører, selvom man drømmer sig to år tilbage, til et liv med hanegal og rødt sand. Dog kommer et nyt hold volontører efter vores afsked med skolen, til dem held og lykke, og alt mulig misundelse fra os.
Vi har lovet eleverne og Gina, at vi kommer tilbage til Mozambique, så vi kan ligeså godt love det på skrift her også. Det bliver ikke sidste gang, at vi kommer herned og skriver om, hvordan det går med eleverne og skolen i ’de gode menneskers land’. Vi glæder os.

/Simon og Simon