Søndergade 5 har fået nye beboere.

Judith Vinter og Kim Buhl bydes velkommen til Vorbasse.
Ved besøget faldt snakken helt naturligt på deres nyerhvervede bolig – Søndergade 5. De faldt fuldstændig for den hygge og charme, som det stråtægte hus emmer af. Og så er de vilde med dens beliggenhed. Her er vi tæt på alting – som de sagde flere gange. Huset er fra 1760 og ret lille, men her har Kim planer. I den ene ende af huset har der været stald. Den del kan nemt lægges til beboelsen. Ligeledes kan der laves et par værelser på loftet. Kim er en rigtig handyman, så det har han selv mod på at gå i gang med.
Både Judith og Kim har voksne børn fra tidligere forhold. Deres venskab blev indledt for 6-7 år siden. Kim har drevet landbrug i Okslund, tæt på Vittrup Baun. Ved siden af landbruget havde han job forskellige steder. Nu er jorden lejet ud, men han ejer stadig ejendommen. I den senere tid har Kim brugt meget tid på huset. Der er blevet isoleret og der er lagt fliser foran. Ved siden af har han et chauffør-job.
I de sidste 6 år har Judith boet til leje forskellige steder i Vorbasse. Inden den tid var hendes base Nordsjælland. Jobmæssigt var hun åben for at prøve lidt forskelligt, Hun har stået i butik, og i flere år var hun kranfører på stålværket i Frederiksværk.
I de sidste 30 år har Judith haft hest. Denne hobby har hun brugt meget tid på. Nu er hesten afhændet, men hun kommer stadig ofte ud på rideskolen i Vorbasse. Hun er med i rideklubbens bestyrelse.
Judith er vild med at spille banko. Ofte drager hun af sted til Bække, Brørup eller andre steder, hvor der spilles. Torsdage er en helt speciel aften. Her spiller hun walkie-banko, hvor al kommunikation foregår ved hjælp af en walkie talkie. Judith vinder ofte noget i banko – således bliver hele deres kødforbrug dækket af banko-gevinster.
En stor tak fra Judith og Kim for den flotte kurv med de mange gaver.

Tekst og billeder, Jens Chr. Jensen.