Søsætning af Labri og indvielse af udstilling påskelørdag

Nu er der for alvor gang i Vorbasse igen!

Påskelørdag betyder, at byen er samlet ved Krigshavnen og er klar til en ny sæson med fællesskab og aktiviteter. I år er det specielt, at vi efter to års tvungen pause atter kan være vært for besøgende og turister.

Klokken 10 på lørdag går Storadmiralen i spidsen for Korvetbærerlauget med det gode skib ’Labri’ fra Æ Gaaedhus til Krigshavnen. Med i optoget følger Kanonlauget fra Fredericia. Ved Krigshavnen sættes skibet i søen, kanonerne fyres af, der er sang og en tale. Som sædvanligt står Vorbasse Grundejerforening klar med lidt at varme sig på bagefter.

Men i år er der noget andet og helt nyt på programmet efter søsætningen. Formanden for Grundejerforeningen Brian Madsen vil præsentere årets nyhed. En historiegruppe, nedsat af foreningen Den dynamiske Landsby, har gennem de sidste par år arbejdet på at gøre Vorbasses lange historie synlig. Vorbasse har over 2.000 år på bagen på samme sted.

Madpakkehuset i anlægget ved Krigshavnen er blevet ombygget til at huse en permanent udstilling, udformet af Vorbasses dygtige grafiker, Mette Voldmester. Her kan man følge Vorbasse fra stenalderen til nutiden. Der henvises også til to korte gåture, der fører besøgende rundt både i selve byen og i det umiddelbare landskab tæt på. Disse ture er undervejs forsynet med ’info-stolper’ med korte fortællinger, der støttes af en lille gratis folder fra informationshytten.

Et af de mest spændende punkter på turen er ved kirken. Her er der på graverens redskabshus opsat tre store plancher, der fortæller den enestående historie om kirken, helligkilden, og helligkildens markeder. Der er plads til en fjerde planche, der vil blive lavet efter udgravning af helligkilden - og det sker allerede i juni måned i år.
Der er meget at kigge på, inden byen igen gøres klar til et glædeligt gensyn med markedsgæsterne den 21., 22., og 23. juli i år.

Tekst: Jeremy Watts