Sommerens krocket holdturnering - nu med pokal

Vorbasse krocket og petanque havde 4 hold med i denne turnering, hvor der spilles en udebanekamp og en hjemmebanekamp mod hver af de øvrige hold. Et hold består af 2 par, og der spilles i alt 4 kampe på en kampdag.
Vorbasse 1 deltog i mesterrække 2 pulje 2, og endte på en 5. plads efter 10 kampdage og 19 vundne kampe. Dette var en meget tæt pulje, hvor vinderen af puljen vandt 22 kampe.

Vorbasse 2 deltog i mesterrække 2 pulje 3, og opnåede efter 10 kampdage en 3. plads med 22 vundne kampe. Det var kun 3 vundne kampe mindre end puljens nummer 1.

Vorbasse 3 deltog i række B1 pulje 1. Her blev det også til en 3. plads ud af puljens 6 hold. Der var også her 10 kampdage, som resulterede i 23 vundne kampe. Puljevinderen endte på 29 vundne kampe.

Vorbasse 4, bestående af Søren Tanghus, Paula Andersen, Annie Birkelund, Tonny Andersen og reserve Knud Thomsen, deltog i række C2 pulje 1. Her var der kun 3 C2 hold, men da man havde 9 hold i række C1, valgte DGI at lave en række C1 med 6 hold og en blandet række C1/C2 med 6 hold.
Cirka halvvejs i kampprogrammet blev det ene C1 hold nødt til at trække sig, så derfor er der kun 8 kampdage i denne gruppe.
Blandt de 5 hold skulle der findes to vindere, en vinder fra C2 og en fra C1. Som bedste C2 hold er Vorbasse 4 gået direkte videre til DM, som spilles i september i Vildbjerg.
Vorbasse 4 blev kun overgået af det vindende C1 hold, og forskellen var så lille, at den kun kan ses på point i indbyrdes kampe. Begge hold endte på 20 vundne kampe og 84 point.

Vorbasse 4 rykker op i C1 til næste års holdturnering, en C1 de jo allerede kender lidt til.
Tekst: Tonny Andersen .
Foto: privat