Spændende fortælling om livet som maskinmester i 43 år

Jan Espersen fortalte mandag aften på Vorbasse Bibliotek om hans tid som maskinmester ved DFDS
Elevtiden varede 5 1/2 år. Uddannelsen til maskinmester blev afsluttet på maskinmesterskolen i Esbjerg.

Jan fortalte om de mange forskellige skibe, han har sejlet med både på langfart og rutefart i bl.a.  Atlanterhavet og Nordsøen.
Han fortalte om skibenes indretning, hvor meget de kunne laste for fragtskibenes vedkommende og hvor mange biler og passagerer for passagerskibenes vedkommende.
Jan har sejlet på ”kafferute” fra Danmark til De kariske øger, hvor der blev losset dansk dåsemad til de danske turister og videre til Brasilien efter kaffe. I gamle dage skulle alle varer løftes på skibet. Det betød, at skibene lå i havn 2-3 dage. Så kunne sømændene gå i land og se noget af det sted man var. Sådan er det ikke i dag. Nu tager det ikke mange timer at losse og laste et skib.

Jan har sejlet til Grønland og når man passerer polarcirklen skal man døbes ligesom ved ækvator.
Dåben var noget med at komme i isvand og slå 7 kolbøtter.
I 1981 var Jan ansat på den rute som sejlede Esbjerg – Newcastle. En tur som normalt tog 19 timer. Men der var orkan i Nordsøen og de måtte ligge underdrejet i 26 timer.  Turen endte med at tage 51 timer. Det var en vild tur, hvor sømændene havde travlt med at holde skibet i hel stand. En tur som Jan aldrig glemmer.

Jan har også sejlet i det nordlige Østersø fra Stokholm til Åland, som i vinterperiode er et isfyldt farvand, men skibet var bygget som en isbryder, så det var ikke noget problem. Ligeledes har Jan været med til at hente et næsten færdigbygget skib i Kroatien mens der var borgerkrig i landet. De var 20 mand om at sejle skibet og borgerkrigen rykkede tættere på, så der var ikke tid til at gøre skibet klar. Det var bare om at komme afsted.

Jan fortalte om, hvad man gør, når en passager bliver syg ombord. Hvordan man kan få råd fra Radio Medical på Esbjerg sygehus.

Efter kaffepausen gennemgik Jan minut for minut, hvordan de bekæmpede en stor brand i ved en motor i skibet. Det var en meget gribende fortælling.

Jan er en rigtig god fortæller og besvarende gerne spørgsmålene fra publikum. De mange fremmødte fik en spændende og interessant aften på Vorbasse Bibliotek .