Spørgelystne elever fra Vorbasse besøgte Christiansborg

Hvad mener du om hash? - Vil du gerne være statsminister? Hvad er et ideelt samfund? Hvad mener du om de lange skoledage? Er det fornuftigt at bruge penge på militæret? Hvor stærkt må en knallert køre?
Spørgsmålene var mange og gik i mange politiske retninger, da eleverne fra 9. klasse Vorbasse Skole onsdag d. 9/9 besøgte folketingsmedlem Troels Ravn på Christiansborg.
Klassen er i denne uge på tur til København, og på trods af strenge Corona-retningslinjer for besøg, lykkedes det at komme ind på Borgen.
-Jeg har gennem lang tid glædet mig til besøget fra Vorbasse, og heldigvis fik vi gennemført som planlagt. Eleverne var jo topmotiverede og fantastisk godt forberedte til at snakke om politik og demokrati, fortæller Troels Ravn

Troels Ravn er skatteordfører for socialdemokratiet og medlem af flg. udvalg: Skat, uddannelse og forskning, miljø, landdistrikter og øer, Europa, Sydslesvig. Valgt i Vejen-kredsen, som dækker Billund og Vejen kommuner.