Velkommen på Frydensborg.

Den 23. december sidste år kom de nye ejere med flyttelæs fra Hjørring og flyttede ind på Frydensborg, som ligger på Skødebjergvej 9. Det er Niels-Henrik Gesler og Carina Øhlund, samt datteren Madison på 12 år. De bydes alle 3 velkommen til Vorbasse.
Carina er født i Sverige, men har i ca. 20 år boet i USA. Her har hun lavet 3D film i forskellige studier. Det foregik for det meste på computer. Efterhånden blev hun træt af at sidde og kikke på en skærm, så hun tog en ny uddannelse som massør, så nu er hun ansat ved FysioDanmark i Billund. Hun kan godt lide at hjælpe personer, der kommer i klinikken med f.eks. ondt i musklerne.
Niels-Henrik har arbejdet i 16 år på Nordsøen, med at vedligeholde bore-rigge. Nu er han selvstændig. Han er konsulent i oliebranchen. For tiden arbejder han for oliefirmaet TOTAL. Opgaven går ud på, at gøre hele Tyrafeltet klar til at producere igen. Rent fysisk har han kontor sammen med Semco i Esbjerg.
Frydensborg består i dag af stuehuset på 304 kvadratmeter plus kælder, samt store avlsbygninger, der fortæller, at tidligere var det en af egnens store gårde. Frydensborg blev i 1911 udstykket fra Skødebjerggård, og var på omkring 100 tønder land. Fra 1967 blev den drevet af Eva og Pauli Strårup. I deres velmagtsdage havde de ansat 2 karle og en fodermester. Pauli solgte gården i 2007. De nye ejere solgte jorden fra, og lejede stuehuset ud. I de senere år har det stået tomt.
Carina, Niels-Henrik og Madison flyttede ind i huset, som det var. I den nærmeste fremtid vil de renovere det totalt, men vil lige bo i det i en tid, så de kan overveje, hvordan det hele skal gribes an. De er særdeles begejstrede for både bygninger og de 2 hektar jord, som fulgte med, hvor der er både park, søer og skov. Hele herligheden er videoovervåget – det fortæller et humoristisk skilt, som står ved indfaldsvejen.
Det har glædet Carina og Niels-Henrik, at de har haft besøg af mange af naboerne, som har været og byde velkommen. Det har gjort, at de føler de allerede er en del af det gode naboskab, der er i området.
Carina og Niels-Henrik takkede mange gange for velkomstkurven. Den var de meget glade for. Herfra tillykke med ejendommen, og med håbet om, at det lykkes for jer at renovere Frydensborg til en tidssvarende bolig, sammen med jeres ønske om at bevare de arkitektoniske linjer.

Tekst og billeder: Jens Chr. Jensen.