Velkommen på Gøglervej 5

Kamilla Linde og Mads Fyhn Mathiasen, samt børnene Sophia og Marcus bydes velkommen på Gøglervej 5 med en velkomstkurv. Den 31. januar flyttede familien ind i deres ny-byggede hus. Hidtil har de boet til leje midt mellem Vorbasse og Hejnsvig. For omkring et år siden, købte de grunden i det nye kvarter. Mads har selv stået for byggeriet, som er udført af lokale håndværkere. Desuden har Kamilla og Mads selv været i gang med værktøjet – her kan nævnes, at de selv har støbt soklen, selv sat vinduer og døre i, samt sat lofterne op overalt, og lagt gulvene. Alt malerarbejde har de også udført. Nu er huset helt færdig, så de er i gang med at lægge an udenfor. De valgte at bygge på Gøglervej, da det er et børnevenligt boligkvarter. Sophia er 5 år og går i Før-skole. Marcus er 2 år og er lige begyndt i Børnehaven.
Kamilla er født og opvokset i Vesterhede. Efter folkeskolen gik hun på Handelsskolen i Grindsted. Nu er hun dagplejemor, hvilket hun er særdeles glad for. Det nye hus har givet Kamilla rigtig gode fysiske rammer for arbejdet. Der er bygget separat indgang til en dagplejestue, med tilhørende toilet, garderobe, m. m.
Mads er født i Vorbasse. Det er også her, han har haft sin skolegang. Han har altid interesseret sig for maskiner. Derfor tog han maskinføreruddannelsen. Det er en uddannelse på 3½ år. Den praktiske del af uddannelsen var på Hejnsvig Maskinstation. Efterfølgende var han ansat der i en årrække. De sidste par år har han været ansat hos AA- entreprenør i Fredericia, hvor Mads er fast mand på en rigtig stor gravemaskine – oftest i gang med store anlægsprojekter.
Ved besøget var det en fornøjelse at iagttage, at Kamilla og Mads er særdeles glade og tilfredse med byggeriet. Det hænger nok sammen med, at de i hele byggeprocessen har været så aktive, og nu kan se, at alt er som de ønskede og særdeles funktionelt.
Tillykke med huset og I ønskes alt held og lykke i fremtiden.

Tekst og billeder: Jens Chr. Jensen.