Velkommen på Håndværkervej 3.

Lise og Mads, samt børnene Thea, Alma og Erik bydes velkommen på Håndværkervej 3 med en velkomstkurv. Alma går i 3. klasse og Erik går i 5. klasse på Vorbasse Skole. Thea går i Børnehaven Andedammen.
Huset, som de købte i efteråret, blev bygget i 1978 af Niels Møller Madsen, som reparerede og forhandlede radioer og fjernsyn. Derfor er der et stort værksted/hobbyrum til boligen. Her har Mads forskellige maskiner og udstyr, som han bruger i fritiden.
Beboelsen er på 209 kvadratmeter. Efter at Lise og Mads overtog huset, brugte de en uge på at male samtlige rum. Så var det klar til indflytning, efter de i en kortere periode havde boet til leje i Fitting.
Lise er født i Lindknud. Her havde forældrene en gård. Efter Folkeskolen tog hun en Højere Handelseksamen på Handelsskolen i Vejen. Men Lise blev klar over, at hendes fremtid ikke skulle være med tal og regnskab, så hun tog uddannelsen som SOSU-assistent. Hun ville gerne have et job, hvor hun er med til at gøre en forskel for mennesker, der er afhængige af hjælp fra andre. De sidste 13 år har Lise været ansat på Tinghøj i Egtved. Det er et center for Socialpsykiatri.
Mads er uddannet landmand. Han har således været selvstændig landmand i 20 år. Det var på Tønder-egnen han havde en gård. For øvrigt boede han nabo til ”ONKEL” – fra filmen af Frelle Petersen. Filmen er som bekendt optaget på gården nær Tønder. Nu har Mads job hos FJ-AGRO, som er et smedefirma, der ligger ude på Vandmosevej. Her er ansat 8 medarbejdere. De fremstiller hovedsagelig vandingsmaskiner.
Næste sæson er Mads sikker på, at han vil med på et gymnastik-hold i Vorbasse. Efter Folkeskolen var han på Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole. Her fik han interesse i gymnastikken, som han desværre ikke har haft tid til at dyrke.
Familien føler sig godt modtaget på Håndværkervej. Der er allerede god kontakt med flere af naboerne.
Lise og Mads takkede for den flotte kurv fra Lokalrådet og Erhvervsforeningen.

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.