Velkommen på Nebelvej 48.

Louise og Claus Langelund Møberg bydes velkommen på Nebelvej 48 med en velkomstkurv. Familien har 4 børn, som også bydes velkommen – det er Balder 9 år, Siff 5 år, Magne 5 år og Svend på 8 måneder. De sidste par år har de boet i Vesterhede, men med 4 børn var huset efterhånden blevet for lille. De ville gerne bo på landet – et sted med god plads til 4 børn. Det er der her. Det er en nedlagt landbrugsejendom med tilhørende 2 hektar jord. De købte ejendommen midt på sommeren, og de flyttede ind i oktober måned. Her er mange kvadratmeter, så det var muligt at bo her, sammen med at fordele 40 liter maling rundt om på væggene.
Louise er født i Juelsminde. Efter folkeskolen kom hun i lære som værktøjsmager på Lego. Louise arbejder fortsat på Lego, hvor hun bruger sin uddannelse. I hendes afdeling laves de nye former, hvori lego-klodserne skal støbes.
Claus er født i Nørskov, som ligger mellem Billund og Give. I 2007 blev han færdig med landbrugsuddannelsen. For et par år siden stoppede han med at arbejde ved landbruget og fik job hos KG i Grindsted. Her har han funktion som pladsmand/lagermand. For tiden har han dog barselsorlov med Svend.
Herfra ønskes I tillykke med den nye bolig, og I ønskes en god Jul i de nye omgivelser.

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.