Velkommen på Østervænget 20.

Rikke og Steffen Jespersen, samt børnene Milo på et halvt år og Elliot på 3 år bydes velkommen på Østervænget 20.
De overtog huset den 1. juli i år og flyttede ind omkring 1. december. I nogle år har de boet på en land-ejendom i Give. Her var der kørsel, hvis de skulle på indkøb, og ofte skulle de køre med børnene til forskellige aktiviteter. Det var de trætte af. Desuden ville de gerne bo her i Vorbasse, hvor Steffens forældre også bor. De er naturligt nok villige til at hjælpe med børnepasning, når der engang imellem er behov for det.
Huset her er omkring 40 år. De sidste 4 måneder har Steffen, sammen med kammerater og familie forvandlet det fra at være et 80`er hus til at være en moderne energi-rigtig bolig. Og hvordan gøres det så? Han tog et stort vindue ud af huset, og kørte så en minigraver monteret med lufthammer ind i stuen. Gulvene blev banket op, vægge, inventar og lofter blev fjernet, inden genopbygningen kunne gå i gang. Nu fremstår boligen i en smuk og tidsvarende stil. Ja, hvad materialer og håndværk angår, er vi næsten på niveau med det, vi oplever i VORBASSE-HUSET! Og det siger da ikke så lidt.
For tiden er Rikke på barselsorlov med Milo. Efter sin opvækst i Filskov, blev hun uddannet social- og sundhedshjælper i Esbjerg, og ansat i hjemmeplejen i Jelling. Her vender hun tilbage til, efter sin orlov.
Rikke har hænderne skruet godt på – hun har således klaret alt malerarbejde i huset.
Hun er meget interesseret i speedway. Det var også i forbindelse med denne sport hun mødte Steffen, som har kørt speedway i 23 år. Han har været særdeles aktiv i sporten, helt fra sin barndom. Den har givet mange oplevelser – det var en dyr sport, og den tog det meste af fritiden.
Steffen er uddannet landmand. Uddannelsen tog han på Grindsted Landbrugsskole. Han måtte dog hurtigt forlade dette erhverv p. g. a. allergi. Nu er han ansat ved Bække Entreprenørforretning. Hans job her er at lave det, der hedder styret underboringer. Det kører Steffen rundt i hele Jylland og udfører.
Den unge familie takkede mange gange for den flotte velkomstkurv.
Tekst og billede:  Jens Chr. Jensen.