Velkommen på Sønderhedevej 20.

Christina Hansen og Michael Dahlmann Schmidt bydes velkommen på Sønderhedevej 20 med en velkomstkurv. Også velkommen til datteren Sophia på 4½ år, som går i børnehaven, Andedammen. Den nye bolig består af en nedlagt land-ejendom, med tilhørende 5 hektar jord. Dengang ejendommen blev drevet med landbrug, var det Michaels mormor der boede der, så han er kendt på Sønderheden.
Christina er oprindelig sønderjyde – født og opvokset i Broager. Hun er uddannet Finansøkonom, med speciale i international handel og markedsføring. I flere år har hun haft job som sælger. For et års tid siden fik hun lyst til at arbejde med noget helt andet. Hun tog job på et Plejehjem. Det blev hun så glad for, at hun i dag er i gang med SOSU-assistentuddannelsen.
Christinas hobby er heste. Som barn begyndte hun at gå til ridning. Den interesse har hun bevaret, og i dag har familien 3 heste, som Christina bruger meget tid på.
Michael er født i Egtved. Det var også der, familien boede inden de flyttede hertil. Michael er uddannet VVS-energitekniker og arbejder ved firmaet SØBERG-VVS og energiservice. For tiden består arbejdet i at sætte varmepumper op, såvel for private som for erhverv.
Alt Michaels fritid går med at fjerne træer og buske og renovere bygninger. Nu er han ved at lave den gamle stald om til hestestald. Det er en stor opgave, da det bl.a. er loftet der skal hæves nogle meter.
Det er nu nogle måneder siden de flyttede ind, og de er særdeles glade for, at de tog springet fra en bolig i Egtved by til de landlige omgivelser i Vorbasse.
Herfra tillykke med ejendommen.

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.