Velkomstkurv på Østervænget 6

Troels, Lasse og Poul Erik Jessen bydes velkommen på Østervænget 6 med en velkomstkurv. I 8 år har de boet til leje i Fitting. Det betød meget kørsel med Troels og Lasse til fritidsaktiviteter i Vorbasse. Det var alle efterhånden trætte af. Da huset her blev sat til salg, var Poul Erik ikke i tvivl. Det har den rigtige størrelse, Østervænget var tiltalende og huset var i den rigtige prisklasse.
Troels går i 9. klasse på Vorbasse Skole. Næste skoleår tager han 10. klasse på efterskole. Hans fremtidsdrøm er at blive håndværker.
Lasse er i gang med landbrugsuddannelsen. Han har taget grundforløbet på en landbrugsskole, så på nuværende tidspunkt er han i praktik på en gård.
Poul Erik er født og opvokset i Bramming. Som ung tog han landbrugsuddannelsen. Den teoretiske del foregik på Gråsten Landbrugsskole. Herefter var han i en periode selvstændig landmand i Gjerndrup. Siden har han haft forskellige jobs. Nu er han ansat i landbruget ude hos Gert Thomsen i Fitting. Denne ansættelse startede i 2014.
I 2015 blev Poul Erik valgt ind i bestyrelsen for Vorbasse Boldklub, og siden januar 2018 har han været formand for Boldklubben. Et tillidsjob som Poul Erik befinder sig godt med, selv om det er meget tidskrævende. For et par år siden indledte klubben et samarbejde med Hejnsvig IF. Det har udviklet sig til, at klubberne i 2018 havde 10 hold fælles. Det er et frugtbart samarbejde, men det giver stor mødeaktivitet for bestyrelsesmedlemmerne.
Sammen med Boldklubben yder Poul Erik meget frivilligt arbejde ved Vorbasse Marked. Det er ved pølsebod, parkering, m. m.
Det var en hyggelig snak med Poul Erik og drengene, hvor jeg overrakte dem Lokalrådets og Erhvervsforeningens flotte velkomstkurv. 

Tekst og billede: Jens Chr. Jensen.