Velkomstkurv til Bækkevej 32

De nye beboere på Bækkevej 32 er Line Birgitte Heuschkel og Alvin Gellert. De kommer fra Fredericia, hvor de har boet i 30 år. Husstanden rummer også deres 3 katte og to heste. De har søgt efter et passende sted med plads til deres dyr. Da de så stedet, følte de, at det lige var noget for dem og besluttede at købe. Hedeland og skov passer rigtig godt til både deres heste og dem selv. De vil gerne have et varieret plante- og dyreliv omkring sig, og det har de fået. 
Line Birgitte og Alvin er meget interesseret i historier og fortællinger om det, de kommer i kontakt med. Der er allerede læst flere lokalhistoriske beretninger om Vorbasse og omegn. Bækkevej 32 siger måske ikke ret mange noget, men ”Sultenborg” ved mange lokale hvor ligger. Portalen med navnet skal da også blive stående som en del af historien om stedet.
Alvin er uddannet elektriker og arbejder hos Isover (Glasuld) i Vamdrup. Nu kan han køre på arbejde uden at holde i kø på motorvejen – og det nyder han. 
Begge er blevet positivt overraskede over de mange forskellige aktiviteter, der er i Vorbasse. Byen er en lille, men aktiv by med mange tilbud til dem, der bor her. 
Line Birgitte og Alvin vil herigennem gerne sige tak for den fine velkomstkurv. Herfra et velkommen og Held og Lykke med ”Sultenborg”.