Velkomstkurv til Dalgasvej 12

De nye beboere på Dalgasvej 12 er Nicola, Victoria, Elzbieta og Pawel Prochera. De kommer fra Swidnica i Polen, men har boet i Danmark i et par år. Pawel har boet her endnu længere, da han har haft sit arbejde som svejser hos BSB i Lunderskov i længere tid. BSB er et industrifirma, der tilbyder totalløsninger indenfor stål, rustfrit stål og aluminium. Da han startede arbejdet i Danmark, var det meningen, familien skulle blive i Polen, men efter et års tid, hvor Pawel delte sin tid mellem arbejde og bo i Danmark og køre hjem til sin familie, så snart tiden tillod det, blev Elzbieta og Pawel enige om, de skulle prøve at flytte familien til Danmark for at se, om det ikke var en bedre løsning for familien. De lejede et hus, der ligger mellem Bække og Egtved. Da huset ligger i Vejen Kommune, begyndte deres piger at gå på Bække Skole. Elzbieta fik arbejde på en minkfarm, et arbejde hun stadig har og er glad for. De synes, det gik godt med at bo i Danmark, og det var dejligt, at familien igen var samlet. Derfor begyndte de se efter eget hus. Efter at have set på mange, faldt de for huset på Dalgasvej 12.

Begge arbejder i mange timer, og fritiden går med at få ordnet haven, som de gerne vil have den. Elzbieta og Pawel taler begge godt engelsk og vil også til at lære dansk, så snart tiden tillader det. Både Nicola på 8 år og Victoria på 10 år har fået lært at tale dansk. Det er ofte lettere for børn, når de går i en skole, hvor der tales dansk hele tiden. De har dog fortsat deres skolegang på Bække Skole indtil videre, da det er en stor forandring at flytte til et andet land. Et nyt skoleskift skal derfor vente lidt, men planerne er på sigt, at pigerne skal gå på Vorbasse Skole.

Elzbieta og Pawel synes de er blevet taget godt imod, og er glade for at bo på Dalgasvej. De vil gerne være en del af det samfund, de bor i, og er meget interesserede i at lære, hvordan kulturen er her i byen, og hvad man kan gøre for at ”være med”.

Hele familien blev meget glade for velkomstkurven og takker hermed for den.

Herfra et velkommen til familien og held og lykke med huset.