Velkomstkurv til Helle og Johnny

Helle kommer fra Vandel og Johnny fra Vorbasse. I 2017 købte Helle og Johnny den tidligere dyreklinik på Håndværkervej 1. Det er dog ikke deres første bolig i Vorbasse, da de tidligere har lejet bolig i Museumsparken og på Østermosevej. Herfra flyttede de til en landejendom ved Hejnsvig, som de købte i 2008. De renoverede huset, men følte efterhånden, de gerne ville bo tættere på skole, indkøbs- og fritidsfacliteter. De fik solgt deres landejendom i 2016 og købte huset på håndværkervej i 2017. Efter at have gjort den tidligere klinik til bolig og boet i huset et stykke tid, blev de enige om, at huset havde en god beliggenhed, og stedet skulle være deres fremtidige hjem mange år fremover. Derfor besluttede de sig for at bygge til huset, så de oprindelige 116 m2 blev til næsten 200 m2. Det skal også se ordentlig ud, så facadestenene på det oprindelige hus, blev fjernet og muret op på samme måde som tilbygningen. Også den murede garage får en total renovering med bl.a. ny tagkonstruktion i stil med husets. Det er med andre ord ”en ordentlig omgang” det oprindelige hus får.

 

Helle arbejder i Rådhuskantinen i Grindsted og Johnny er vedligeholdelsessmed hos Dupont i Grindsted. De har tre børn: Freja på 10, Sol på 7 og Sejer på 4. Fritiden bruges på det store renoverings- og tilbygningsprojekt, de har gang i. Der er god hjælp at hente hos Johnnys far til byggeriet, men med tre børn i huset og jobs, er der brug for alle de timer fritiden kan give.

 

Helle og Johnny ønskes fortsat held og lykke med renoveringen/byggeriet og velkommen til byen som boligejere.