Velkomstkurv til Nørrebyvej 6

Her bor Monica og Jacob med deres to børn Anders og Olivia. De er flyttet hertil fra Grindsted. Af de, der er født og opvokset i Vorbasse og flyttet fra byen som unge, er der en del, der flytter tilbage til byen efter endt uddannelse og når der er stiftet familie. Der er dog ikke så mange, der flytter tilbage til barndomshjemmet, men det er tilfældet for Monica. Da Monicas far, begyndte at snakke om at sælge huset, sagde Monica og Jacob, at det ville de da gerne købe, og så var den handel på plads. Både børnene og de voksne kender stedet og har bogstaveligt følt sig hjemme fra dag et efter indflytningen. Der er pool i haven, masser af legemuligheder, højbede, hyggekroge osv. som bare lige kunne tages i brug. Dog er der altid nogle ting, der skal ordnes, når nye er flyttet ind. Lige nu er Jacob i gang med at skifte taget på udhuset. Til daglig arbejder han for Hedens Boligselskab, som har næsten 1500 lejemål. Selskabet er en sammenslutning af Grindsted Boligforening og Byggeforeningen af 1949. Jacob arbejder som gartner og hovedopgaven er at tage sig af de grønne områder. Monica har læst biologi og taget en uddannelse som gartnerassistent.

Allerede da Olivia havde været i vuggestue 2 uger snakkede Monica og Jacob om ikke, de skulle vælge, at Monica blev hjemme og stå for pasningen af Olivia. Det blev beslutningen, og både Olivia og senere Anders blev passet hjemme. Skolegangen foregår også hjemme, og børnene bliver hjemmeundervist. Det er Monica, der står for denne opgave. En gang om ugen mødes de med andre, som har valgt samme løsning, så børnene får kontakt til andre børn. Der er ikke skolepligt i Danmark, men undervisningspligt, og der er kontrol med, at børnene får den undervisning, der passer til deres alder og klassetrin. Familien føler, de har nogle glade og aktive børn og en hverdag, der ”hænger sammen” og de er glade for deres valg.

Der er mange forskellige grunde til, at Vorbasse bliver valgt som det sted, hvor der skal købes bolig. For Monica var det let, hun kender både huset og området. Som svigersøn kender Jacob også til stedet. Han synes, det er spændende med de mange store og små fortællinger og historier, der er omkring Vorbasse. Lige fra udgravningerne af de gamle bosætninger, rytterfægtningen, Helligkilden, Vorbasse Marked til nutiden, hvor der stadig sker en masse i byen. Stedet har historie, og det er sjovt at flytte til og føle sig som en del af den.

Herfra et velkommen til Vorbasse og Held og Lykke fremover.