Velkomstkurv til nye folk på Dalgasvej 5

Mascha og Marion Bundgaard Fey og Jakob Brodersen bydes velkommen på Dalgasvej 5 med en velkomstkurv. Boligen er en rummelig murermestervilla, der er gennemrenoveret med respekt for datidens byggestil.
Mascha går i 3. klasse på Vorbasse Skole.
Marion kom til Vorbasse, da hun gik i 6. klasse. Efter folkeskolen tog hun en handelsuddannelse, og nu arbejder hun hos MacArtney A/S i Esbjerg. Her er firmaets hovedkvarter, hvor der er ansat ca. 135 medarbejdere. Hendes titel er service support coordinator. MacArtney er en høj-teknologisk virksomhed, der fremstiller og forhandler emner til energibranchen. Det har været omkring olie og gas. Nu er det mest omkring vindmøller. De har således meget arbejde for Siemens. I fritiden er Marion særdeles aktiv. Hver onsdag aften er hun instruktør i Vorbasse Fritidscenter, hvor hun har et zsumba-hold. Dette hold har hun haft i 7 år. For et år siden kom hun i gymnastikudvalget under Vorbasse KFUM Idræt. Her har hun påtaget sig formandsposten. Det giver meget arbejde hen over gymnastiksæsonen, ikke mindst omkring gymnastikopvisningen i fritidscentret.
Jakob er født og opvokset i Tønder. Der bor stadig det meste af Jakobs familie. Efter folkeskolen tog han en højere handelseksamen. Interessen her var ikke så stor, så han tog en uddannelse mere. Elektrikeruddannelsen. Her var interessen. Nu er han ansat ved firmaet Knud Jørgensen El. I fritiden er han en gang imellem instruktør i fitnesscentret i Vorbasse, men Jakob har en interesse, som han er meget optaget af, det er jagt. Mens han boede i Tønder, skulle han i jagtsæsonen helst af sted 2 gange i hver uge – gerne en morgenjagt fra klokken 4, et par timer inden jobbet. Hans interesse har givet ham oplevelser med jagt på Schackenborg. Når de holder de store fasanjagter er Jakob ofte hjælper, så han har fået håndtryk af både Prins Joachim og af Prinsesse Marie.
Hundetræning er aktuelt i forhold til jagt. Her har han været aktiv i mange år, så nu er han instruktør i træningen. I perioder kører han hold i Vorbasse og han har ligeledes hold i Askov Malt Jagtforening.
Det var en spændende samtale med Marion og Jakob. Det er tydeligt, at de brænder for det, som de beskæftiger sig med. De er aktive i lokalsamfundet og de tager ansvar for nogle aktiviteter, så andre får nogle spændende fritids-tilbud!

Tekst og billeder:  Jens Chr. Jensen.