Velkomstkurv til Parkvej 17

Nye beboere på parkvej 17 er Janni Høy og Mike Gadgaard med deres to børn Milo og Mai.
Både Janni og Mike er opvokset i Vorbasse. De har boet i Billund og har også boet til leje i Vorbasse. På et tidspunkt var de i tvivl, om de skulle købe hus i Billund eller i Vorbasse. Men når de sammenlignede forskellige ting som f.eks. huspriser, fritidstilbud, børnehave og skole synes de, det var Vorbasse, de skulle bo i. Og så havde de jo både familie og venner her i byen. De ville egentlig have bygget selv, da der sjældent kom et for dem brugbart hus til salg i Vorbasse. Men pludselig kom muligheden for at købe huset på Parkvej, og de besluttede sig med det samme.

Janni studerer til laborant i Esbjerg. Hun har været ansat i forsvaret som overkonstabel. Her var hun dronefører og har bl.a. været udsendt til Afghanistan i 2013. Efter Milo blev født, fik hun en kontorstilling i Varde ved forsvaret, men da der er forholdsvis få droneførere, var det sandsynligt, hun på et tidspunkt ville blive udsendt. Det danske forsvar sender folk ud mange forskellige steder i verden. Hun valgte derfor at få en civiluddannelse, og hun er godt tilfreds med valget. I fritiden kan Janni godt lide at male og tegne. Haven trænger også til en ordentlig omgang, og hun glæder sig til, det bliver forår, så hun kan komme derud. Hun holder sig i form med løbeture. Det har jo den fordel, der kan løbes, når der er tid.

Mike er udlært plastmager på Lego og har nu været der i 14 år. Han har haft en lederstilling siden 2019 og trives godt med arbejdet. Fritiden går bl.a. med at renovere huset. Janni og Mike har en plan for, hvordan det skal gøres, og der er nok at gå i gang med. Er der tid til mere, kan han lide at tage en tur på sit skateboard. 

Janni og Mike vil herigennem takke for den fine kurv.

Herfra et Held og Lykke med huset.