Velkomstkurv til Slaugvej 6

Den nye beboer på Slaugvej 6 er Esben Nissen. Esben kommer fra Billund. Han er 24 år gammel og udlært tømrer. Han har skiftet branche, og nu arbejder han for Bække Entreprenør. Esben overtog huset lige efter jul og begyndte at renovere underetagen. Den blev klar i april og han flyttede ind. Esben har hjulpet mange af sine venner med at renovere deres boliger og får også hjælp tilbage af dem, når det er nødvendigt. Lige nu er han ved at lægge nyt tag på huset og bygge overetagen helt om. F.eks. flyttes trappen ovenpå hen i den anden ende af huset. Indtil nu er der brugt rigtig mange timer på ombygningen og renoveringen. Hertil kommer, at han er mange timer på sin arbejdsplads, så der er p.t. ingen eller kun lidt tid til at dyrke fritidsaktiviteter. Hvis der en sjælden gang er nogle ledige stunder, kan han lide at gå på jagt med sin hund eller køre en tur på sin motorcykel. Esben er glad for at bo i Vorbasse. Han har fået et hus med en fin beliggenhed og en god stor grund. Han kender allerede mange i byen og synes, det var den rigtige beslutning at købe bolig i Vorbasse. Herfra et velkommen til Esben og held og lykke med moderniseringen af huset.