Vinterhygge og historier for hele familien på Billund Kommunes Museer

Fra lørdag d. 12. februar til og med søndag d. 20. februar kl. 10-16 kan gæsterne møde Fattig-Mads og Sølle-Søren, når de koger suppe på den smule runkne kartofler, der er tilbage af vinterforrådet. Her får man en smagsprøve og historien om, hvordan det også kunne være at leve på landet i ’ de gode, gamle dage’; når sommerens varme og madforråd var ved at slippe op, og der var slidt huller i vintersokkerne.

Skulle fattigmandssuppen ikke helt falde i familiens smag, kan man hver dag købe en skål lækker varm suppe og sprøde vafler af Karensmindes Venner i tidsrummet 11-15.

Gæsterne kan også møde de små tvillingekalve, og være med til at bestemme, hvad de skal hedde. Man kan deltage i gættekonkurrencen om, hvornår kalvene blev født og tage på skattejagt. Hver dag udtrækkes en vinder kl. 15.30. Ombord i den farverige Museumsmobil kan man køre en tur ned gennem Grindsteds håndværks- og handelshistorie.

Hver dag er der åbne værksteder for håndarbejde og håndværk, sjov og hygge for børn og voksne – og gratis adgang for alle under 18 år.

Særlige aktiviteter
Tirsdag og onsdag møder man mange af Museumsgården Karensmindes frivillige, som gerne lærer børnene om gamle håndværk og nørklerier. Der bliver tændt op i komfuret i stuehuset og hesten bliver spændt for hestegangen, og sætter hakkelsemaskinen i sving. Man kan opleve, hvordan man bearbejder den uld, som gårdens bestyrer klipper af fårene mandag, 14. feb. Torsdag er Store Legedag, hvor egnens bedste legeonkler inviterer store og små til gamle lege fra oldefars tid.

Vinterferien er en ny ting
Vinterferie som koncept og fast institution er et velfærdsfænomen og blev en realitet for de første danskere i 1970’erne, men først helt udbredt i 1990’erne. Modsat flere andre skoleferier hænger vinterferien hverken sammen med religiøse højtider eller behov i forbindelse med årets gang på landet.

Historisk set har årstiden været en vanskelig tid. Man levede af de råvarer, der var tilgængelige sidst på vinteren, og alt afhængig af høsten, kunne der være mange eller få. Det havde man ingen kontrol over. Knaphed på mad til både mennesker og dyr var udbredt på denne tid. Man måtte ty til nødløsninger såsom at give kreaturerne lyng i stedet for hø og bondefamilien overlevede på ensformig og næringsfattig kost, nøjsomhed samt en god portion husmoderlig kreativitet.

De allerfattigste var særligt udsatte, når kulde og sygdom rasede, og det er netop denne historie, man kan opleve, når man møder Fattig-Mads og Sølle-Søren på Billund Kommunes Museer i vinterferien.

Billeder: Billund kommunes museer