Vorbasse Bjerget – så skal vi bygge og rode…

Vorbasse Bjerget – det bliver stort
Vi går i gang med at realisere Vorbasse Bjerget. Der skal flyttes masser af jord, anlægges stier, bygges et mødested, etableres et observatoriet, laves tribuner og meget mere. Hvis alt går efter planen, står Bjerget klar i slutningen af 2023. Byggeriet medfører byggerod og trafikjusteringer. Herunder et overblik.

P-pladsen ved Fritidscenter – færre parkeringspladser resten af året
I løbet af de næste 3-4 måneder vil en del af p-pladsen blive inddraget til byggeplads. Vi forventer at gå i gang mandag den 2. oktober. Der vil være ca. 30% færre p-pladser. Byggepladsen afskærmes med hegn. Vi har vedhæftet en tegning, så I kan se, hvor vi arbejder.

Adgangsveje ændres – lidt bøvlet at komme rundt i 2023
Byggepladsen fylder en del. Sikkerheden skal være i orden. I løbet af en almindelig uge kommer der mange børn og voksne forbi Vorbasse Fritidscenter. Den kommende tid vil det være lidt bøvlet at komme rundt. Men vi guider jer så godt som muligt.

Byggelarm – vi kommer til at larme lidt
Der skal en del store maskiner til sådan et projekt og det larmer lidt. Som udgangspunkt starter byggeriet kl. 7.00 om morgenen. Nogle dage allerede kl. 6.00. Vi prøver at begrænse generne, især tidlig om morgenen, til det minimale. Dog kan man ikke helt undgå at larme lidt. Arbejdet udføres af entreprenørfirmaet Harry Andersen & søn fra Grindsted

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer
Omkring projektet og adgang til skolen:
Jeroen Schotemeijer, Centerleder tlf. 20 80 36 19
Praktiske spørgsmål omkring arbejdet og sikkerhed (også adgang til skolen):
Per Lorentsen Fuldendt P/S, Rådgivende ingeniør tlf 81 40 81 22

Med venlig hilsen
Jeroen Schotemeijer – centerleder Vorbasse Fritidscenter

Foto: En tidlig skitse af Vorbasse Bjerget