Vorbasse Fritidcenter nu og i fremtiden.

Kultur- og fritidsafdelingen havde tirsdag indbudt til gennemgang af halkapacitetsanalysen og en drøftelse af fremtidig udviklingsplan for fritidscentret. Jeroen Schotemeijer bød velkommen og fortalte, at han og det øvrige personale har tre fokuspunkter, som de arbejder med - 1)brugerne, foreninger, skolen, børnehaven m.fl. - 2) arbejdsmiljøet fysisk og psykisk 3) økonomien, som desværre ikke har det så godt. På trods en omlægning af den måde budgettet bliver tildelt på, er ændret i forhold til tidligere, er der et underskud, som skal vendes til en balance. Det vil betyde at serviceniveauet vil gå ned og arbejdspresset vil gå op.
Chef for kultur- og fritidsafdelingen Rasmus Kaufmann gennemgik analysen fra optællingen af antal brugere i uge 48 i 2017. Det blev gjort klart, at optællingen i uge 48 kun giver et øjebliksbillede og optællingen kan ikke lægges til grund for, hvor meget hallerne bruges. Aktiviteterne i idrætshaller, mødelokaler og forhal havde i optællingsugen pæne fremmøde tal. Der er imidlertid slet ingen tal for onsdag i den pågældende uge, så der er altså usikkerhed omkring tallene. Udover optællingen har forvaltningen også de indberettede tider fra bookinglisterne. Rasmus Kaufmann mener, at der er 20 % af den bookede tid, der ikke benyttes. Enten bliver aktiviteten aflyst eller brugerne er udenfor i stedet for inde i hallen. Dette vil gælde for skoleklasser, som vælger at være aktive på sportspladsen, når vejret tillader det fremfor at være i hallen.
Disse 20 % vil Rasmus Kaufmann gerne have et bud på, hvordan de kan blive brugt af andre grupper.

På vegne af lokalrådets koordinationsgruppe redegjorde HC ganske kort for, at der er en omfattende plan for en aktivitetsakse fra Østergade til Drivvejen. Aktivitetsaksen vil indeholde forskellige sportsbaner, opholdssteder, en miljørigtig helårsbane til fodbold. Økonomien er så meget på plads, at aktivitetsaksen kan sendes i udbud hen over vinteren.

Mødet sluttede med, at deltagerne i grupper skulle komme med bud på fritidscentret betydning for Vorbasse, fritidscentret stærke og svage sider samt ønsker for fremtiden. Resultatet af dette arbejde vil senere blive afleveret til Jeroen, som en udviklingsplan han kan arbejde videre med.