Vorbasse har fået ny landsbybager

Tina og Jesper har solgt deres bageri og forretning til Kanyarat Jampalad og hendes mand Tom Rittichai Wongpong. Overtagelsen fandt sted 1. februar. Kanyarat er udlært dels i et bageri i Viborg og har færdiggjort uddannelsen hos Landsbybageren i Vorbasse. Den teoretiske uddannelse er bestået på UCH i Holstebro. Kanyarat er vokset op i Viborg, har boet sammen med sin mand i Bække i 1½ år. Tom er fra Grindsted og er uddannet maskinsnedker og har job hos Bøjsø. Huset i Bække er solgt og om en månedstid flytter Kanyarat og Tom ind i boligen på Nørregade 15. Til den tid får de nok besøg af en af vores velkomstministre.

Kanyarat har mange fremtidsplaner med bageriet. Hun vil gerne udvide åbningstiden og have et større udvalg af såvel rugbrød som kager. Jesper skal indtil videre hjælpe til i bageriet og både Tina og Jesper har lovet at hjælpe til i uge 29, når vi igen kan holde Vorbasse Marked med  forhåbentlig rigtig mange gæster i byen.

De bedste ønsker for fremtiden med bageri og butik.