Vorbasse krocket, krolf og petanque klub – meget mere end krocket

Krocket klubben i Vorbasse er nok den forening i Vorbasse, som har flest træningsdage i løbet af året. Stort set hver dag er der nogen, der spiller på de meget velplejede baner, som foreningen passer til ug.

Klubben har en meget energisk bestyrelse, som kvit og frit bl.a. står for vanding af deres egen kroketbane, men også sørger for at træningsbanen/lysbanen, opvisningsbanen og skolens 5-mandsbane får vand. En kæmpe frivillig hjælp i den travle hverdag, som både Vorbasse Fritidscenter, Vorbasse Skole og foreningslivet nyder godt af.

Fornyeligt tilbød 2 af bestyrelsesmedlemmerne deres assistance til at montere skiltene fra udstillingen ”Ulven kommer” på de nye stativer rundt på Blå Hjertesti i Vorbasse. En opgave som tager lidt tid og den tilbudte hjælp blev taget imod med kyshånd.

I september måned 2022 lægger klubben hjemmebane til DM i krocket. Et kæmpe stykke arbejde, som gør, at klubber fra hele Danmark valfarter til Vorbasse. En enestående mulighed for at vise byen og dens faciliteter frem.

På vegne af Vorbasse Fritidscenter vil jeg gerne sige tak til Krocketklubben og dens bestyrelse for et flot stykke arbejde og tak for hjælpen.

Med venlig hilsen
Jeroen Schotemeijer
Centerleder Vorbasse Fritidscenter

ps. Det er også krocketklubben, der på vegne af grundejerforeningen, sætter flagallé op til konfirmationer m.v.