Vorbasse Seniorer gjorde status over 2019

Der var stor opbakning fra medlemmerne til Vorbasse Seniorers generalforsamling. Bestyrelsens beretning kan læses her. Birgit Pøl Nielsen og Gunhild Nielsen var på valg i år og modtog genvalg. Så det var en nem opgave for stemmetællerne. Under evt. havde Birgit Pøl Nielsen nogle orienteringspunkter. Bestyrelsen har bl.a. besluttet at de arrangementer, der er programsat vil blive afholdt i fritidscentret. Efter henvendelser fra folk, som gerne vil deltage i foreningens arrangementer uden at være medlem har bestyrelsen besluttet, at ikke-medlemmer kan deltage i arrangementerne, dog til en højere pris medlemmerne. Birgit opfordrede til, at man fortsat er medlem i foreningen, idet en forening uden medlemmer er ingen forening.
Foreningen har et pænt beløb i Sparekassen, især fordi mange frivillige hjælpe med "madordningen" i markedsugen. Det betyder, at bestyrelsen har besluttet at nogle af pengene skal bruges på medlemmerne. Turen til Fur i juni måned får derfor et stort tilskud fra foreningen. Det gør spise-sammen-aftenen med Carina Holgersen den 1. maj også. 
Der vil igen i år blive arrangeret en ferietur sammen med Hejnsvig og Stenderup-Kroager seniorer.

Efter generalforsamlingen underholdt Tonny Brandt Andersen med billeder og fortælling om en rejse i 1993 til Sydamerika. I dag var det Ecuador, der blev fortalt om. (Næste år bliver det måske Columbia) Tonny havde sin rejsetaske med og viste, hvilke ting, der var helt uundværlig på en rejse, hvor der skal fanges flotte fisk til akvariet derhjemme. De var 7 personer afsted fra Norge, Sverige og Danmark. Det var en tur med kørsel i Andesbjergene og i Amazonas regnskov.
Tonny viste mange flotte billeder af fisk, planter, sommerfugle, landskaber, otavalo indianernes store marked, hvor Tonny købte et vægtæppe.

Eftermiddagen sluttede med lækker tapas, dertil en øl, vin eller vand.
Sikke meget medlemmerne kan få for et medlemskab på 100 kr. pr. år.