Sparekasse vil kickstarte lokale energiforbedringer

Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse vil sætte gang i den lokale økonomi med en kampagne, hvor der er fokus på energiforbedringer. Det sker i tæt samarbejde med energiselskabet SE under mottoet ”Spar på energien og få en bedre økonomi”.

 

- Vi vil gerne være med til at kickstarte investeringer i energiforbedringer. På dette område er der rigtig god fornuft i at sætte gang i hjulene – både for den enkelte og for samfundet, siger direktør Erik Rasmussen. Samtidig vil vi gerne punktere myten om, at folk ikke kan låne penge til noget som helst. Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse har den fornødne likviditet, og vi ønsker, at pengene kommer ud og arbejde i lokalsamfundet, siger han.

 

- Det er et rigtig godt initiativ, som Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse har taget, og vi vil selvfølgelig derfor gerne være med som aktør, udtaler teamleder Camilla Dalgaard fra SE. Vi vil meget gerne fremme investeringer i de grønne energiløsninger som jordvarme og solceller – både fordi vi selvfølgelig tænker meget på klima og miljø, men også fordi det er gunstigt for den enkelte forbruger. Tilbagebetalingstiden er i dag så fordelagtig, at der er rigtig god økonomi i det. De stigende energipriser er ligeledes med til at gøre investeringen endnu bedre for den enkelte forbruger.

 

Fyraftensmøder

Sparekassen tilbyder særligt lave renter på energilån – fra 5,25 % pro anno - og i de kommende uger bliver der otte lokale fyraftensmøder i Billund, Vejen og Varde Kommune. Arkitekter og medarbejdere fra SE og sparekassen fortæller om energirenovering, solceller og jordvarme, finansiering og muligheder for skattefradrag.

 

Lokal rådgivning

Mødedeltagerne får også en liste med navne på lokale håndværkere og arkitekter, der tilbyder et gratis besøg i forbindelse med kampagnen.

 

Højere afgifter og stigende energipriser øger udgiften til lys og varme markant i disse år. Derfor kan en investering i energiforbedringer ofte tjenes hjem på 4-5 år eller endnu hurtigere.

 

- Vi har lige haft et konkret eksempel, hvor en husejer sparer 10.000 kroner om året i varme efter at have investeret 40.000 kroner i hulmursisolering og nye vinduer, fortæller Erik Rasmussen.

 

Fradrag

Boligjobordningen gælder fortsat i 2012, og husejere kan trække håndværkernes arbejdsløn fra i skat, hvis energirenoveringen gennemføres i år.

 

Både Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse og SE mærker en stigende interesse for jordvarme og solceller.

Fra udelukkende at være energiforbrugere begynder flere og flere danskere også at producere energi. Nogle laver ligefrem deres egen lille energivirksomhed for at udnytte skattereglerne i virksomhedsordningen. Også dette emne vil man kunne høre mere om på fyraftensmøderne.

 

- Der er ingen tvivl om, at der vil være meget fokus på energiområdet i de næste mange år, og med en aktiv indsats til gavn for vore kunder, samfundet og miljøet vil vi gerne være kendt som et pengeinstitut, der tænker grønt og miljøbevidst, siger Erik Rasmussen.