Spændende ny legeplads etableres i 2024 - Velkommen til Vorbasse Legemarked

I forbindelse med borgermødet den 14. juni 2023 blev der nedsat et legepladsudvalg under Lokalrådet. Udvalget består af Jeppe Mortensen, Casper Høgh, Mike Gadgaard, Anders Ernst, Karina A. Chüsler, Rikke G. Sørensen - alle forældre. Endvidere Trine Junker Okholm repræsentant for dagplejerne, senere afløst af Ilse Thisgaard Mortensen, dagplejeleder og Jørn Skov Hansen, repræsentant for handicaprådet. Kommunens repræsentant i udvalget er legepladsinspektør Louise Lindtofte Skjærbæk. Jeppe Mortensen udtaler, at der har været et rigtigt godt samarbejde i udvalget og med Billund kommune.

Alle har fra starten været enige om, at den nye store legeplads vil være bedst placeret i Parken mellem Rolighedsvej og Parkvej. Her er ingen trafik af biler og der mulighed for ophold i såvel sol som skygge. Der er blevet regnet, tegnet, lagt sammen og forhandlet. Men nu er projektet klar til iværksættelse i begyndelsen af 2024. Kompan har vundet entreprisen og projektet kan ses her.

Den nye legeplads har Vorbasse Marked og Vorbasses historie som tema. Der opsættes en QR kode, som kan give en forklaring på Helligkilde, professor Labri, Rottekonge Cibrino oma. Legepladsen får bla. farvestrålende boder, karruseller, trampolin, svævebane, spiderkravlenet, madpakkehus og korvet/fregat. Madpakkehuset bliver større end angivet i projektmaterialet. 
Vorbasse Fonden har bidraget med godt og vel 290.000 kr. til korvetten/fredagatten.

For at få mest muligt ud af den kommunale bevilling på 1,2 mill. har legepladsudvalget påtaget sig at tage de gamle legeredskaber ned. Og når den nye legeplads står færdig, skal de øvrige legepladser i byen også tages ned.   
Lokalrådet vil stå for indvielsen af den nye legepladsen. Det forventes at ske omkring 1. april 2024.