Fjernvarmen kommer til Vorbasse!

Næsten 82 procent af det mulige grundlag siger ja tak.
Da fristen for tilmelding til et kommende fjernvarmeværk udløb den 1. oktober viste det sig, at 81,8%, svarende til 288 husstande, af nuværende gas-, olie- og træpilleforbrugere havde tilkendegivet, at de ønsker fjernvarme. Målet var, at minimum 75%, skulle vise positiv interesse.
Hvad sker nu?
GEV er i kontakt med den rådgiver, der skal udarbejde projektforslaget, men den slags ekspertise er der rift om, og det betyder, at Vorbasse må have tålmodighed frem til begyndelsen af 2023.
Når projektforslaget foreligger hen på foråret, skal det godkendes af Billund Kommune, og når det er sket, skal anlægsarbejdet projekteres og varmeværket opføres.
Hvis alt forløber planmæssigt, herunder at de nødvendige materialer er til rådighed, er det realistisk at forvente, at værket kan stå klar i sommeren 2024. Tilbage er at grave varmerørene ned, og løbende tilslutte de kunder, der ønsker at blive koblet på fjernvarmenettet.

Ofte stillede spørgsmål
•    Hvor bindende er en tilmelding?
o    En tilmelding er på nuværende tidspunkt et udtryk for interesse. Hvis man fortryder, kan man lade være med at underskrive det konkrete tilbud, man modtager forud for nedgravningen af hovedledning i den gade, man bor på.
•    Kan man stadig nå at tilmelde sig fjernvarmen?
o    Ja , man kan til enhver tid tilslutte sig fjernvarmen, men hvis man vil have glæde af den reducerede pris, der nu blive tilbudt, skal man tilmelde sig inden hovedledningen bliver nedgravet i gaden. Efter den tid kan man stadig blive tilsluttet, men så er det til den fulde pris. Med de gældende priser handler det om ca. 20.000 kr.
•    Hvor kommer varmeværket til at ligge?
o    Varmeværket bliver sandsynligvis placeret på adressen Østergade 59. Grunden tilhører p.t. Billund Kommune.
•    Fra hvornår træder ordningen med ombytning af et defekt gasfyr, som GEV har stillet i udsigt, i kraft?
o    Forudsætningen for, at GEV installerer et gasfyr som erstatning for et defekt, er, at Billund Kommune har godkendt projektet, og at forbrugeren indgår en bindende aftale om forsyning.

Skrivelsen fra GEV kan læses/printes her