Hvad er KFUM og KFUK i Danmark?

KFUM og KFUK i Danmark er en kristen bevægelse for børn og unge. Hver uge møder de ca. 2000 frivillige ledere tusindvis af børn og unge i KFUM og KFUKs børneklubber, konfirmandklubber, i Ten Sing (musikarbejde for teenagere), til børnedisco og meget mere. Ialt har KFUM og KFUK ca. 10.000 medlemmer.

 

Hvad betyder KFUM og KFUK?

KFUM og KFUK i Danmark (Kristelig Forening for Unge Mænd og Kristelig Forening for Unge Kvinder) er en kristen børne- og ungdomsbevægelse, der har arbejdet siden 1878 på at forkynde evangeliet om Jesus Kristus for børn og unge. KFUM og KFUK er en del af en verdensomspændende bevægelse. Over hele verden findes foreninger med samme navn og formål. KFUM (YMCA) og KFUK (YWCA) findes i ca. 100 forskellige lande - og tæller tilsammen mere end 30 millioner medlemmer. KFUM regnes for at være verdens største ungdomsbevægelse.

 

Vi er ikke spejdere

KFUM og KFUK (på verdensplan YMCA and YWCA) er mange forskellige aktiviteter (f.eks. ungdomsarbejde, socialt arbejde og idræt), der alle har det tilfælles, at de bruger navnet "KFUM" eller "YMCA". Organisationerne er bygget på samme grundlag, men arbejder og virker som selvstændige organisationer. I Danmark findes "KFUM spejderne", "KFUMs Sociale arbejde", "KFUM idræt", "KFUKs sociale arbejde" mm. som alle er selvstændige organisationer, med egen bestyrelse osv. Man kan sige, at alle KFUM- og KFUK-organisationer er i familie med hinanden, men arbejder selvstændigt. KFUM og KFUK laver ikke-uniformeret kirkeligt ungdomsarbejde.