I april 2022 blev der åbnet en udstilling ved Krigshavnen om Vorbasses historie. Udstillingen er kommet i stand ved en historiegruppes arbejde under Den Dynamiske Landsby. Grafiker Mette Voldmester har stået for opsætning og grafik. Ved Vorbasse Kirke findes ligeledes plancher, som fortæller om Vorbasse historie vedr. Helligkilden.
Vorbasses historie.
Denne historie fortælles også på plancherne i informationshytten. Plancherne er illustreret. Der hænger også plancher på en gavl ved kirken, der fortæller kirkens, helligkildens og markedernes historie.
Sten- og bronzealderen
Folk slog sig ned ved Vorbasse længe før kirken, landsbyens ældste bygning, blev rejst i slutningen af 1100-tallet. Der ligger tre langdysser nord, syd, og vest for landsbyen. De blev anlagt af folk fra den yngre stenalder, der var bofaste her for ca. 4.500 år siden. Før dem var der omvandrende samlere og jægere, der jagtede dyr og fangede fisk i småsøerne og bækkene. De mange runde gravhøje omkring – og endda midt i – Vorbasse stammer fra bronzealderen.
Viden om agerbrug kom sydfra, og langsomt blev de skove, der dækkede området, ryddet. Stenalderbønderne dyrkede deres nye, små marker og holdt heste, køer, grise, får og geder.
I den vestlige ende af Vorbasse er der fundet det, der ligner en festplads med 15 bålsteder, som er fra ca. 2.000 år f.Kr.
Jernalderen
Den første jernalderlandsby blev anlagt omkring 100 f.Kr. ved Lillebavnen, 800 meter nord for det nuværende Vorbasse. Landsbyen lå relativt højt og fri af de sumpede områder nordvest og syd for den. Der var ni langhuse og syv mindre bygninger. Gennem næsten 1000 år blev den flyttet hele seks gange, men altid inden for nogle få hundrede meter. Måske flyttede landsbyen for at udnytte jorden bedst muligt, måske fordi egepælene, der bar husene, rådnede. Brøndene blev sikkert også forurenet af dyr og mennesker. Men her var godt at bo; der var vand, der var græsning til kvæg, og der var store forekomster af myremalm, der blev smeltet om til jern.
Da landsbyen kort efter 200 e.Kr. blev flyttet mod vest, blev den liggende i samme område i 250 år (landsby 4 og 5). Den landsby var stor med 60 langhuse og 48 mindre huse. Husene lå i fine nord-syd rækker og vendte øst-vest. Langhusene var op til 43 meter lange og godt 5 meter brede. Der fandtes en særlig stor gård, og øst for den lå en samlet gravplads med 16 mænd, kvinder og børn. Levealderen var kort - cirka 40 år.
Der var stor dødelighed blandt børn.
I midten lå to meget veludstyrede krigergrave og omkring dem fire kvindegrave, der var lige så veludstyrede. Måske har der været tale om en landsbyhøvding. Landsbyen var velorganiseret; hver gård var indhegnet og hele komplekset havde et stærkt hegn omkring, som kunne bevogtes.
Vikingetiden
I vikingetiden (ca. år 800 - 1050 e.Kr.) er landsbyen flyttet så den ligger omkring og vest for Lillebavnen. Den strækker sig ind over den tidligere jernalderlandsby nummer 4 fra 200-tallet e.Kr. Vikingelandsbyen består af seks ret store gårde i to rækker med en bred gade imellem. Hver gård består af flere bygninger. Gårdene ligner hinanden og er nok lagt efter en overordnet plan. Der er et hovedhus, som er cirka 30 meter langt, midt i gårdarealet. Stalden ligger som altid i østenden med plads til 20 - 30 dyr. Der er også flere mindre, fritstående huse til blandt andet opbevaring, lader til hø, smedeværksteder og vævehytter. Gårdene er blevet større. De har egne brønde selvom der også findes fælles brønde.
Omkring slutningen af 900-tallet udvider landsbyen sig meget og strækker sig langt mod nord og vest. Den er nu tre gange så stor. Gårdene er standardiserede med en grundstørrelse på 20.000 - 25.000 m2. (Det svarer til fem fodboldbaner.) Strukturen er muligvis besluttet af en central magt af hensyn til opkrævning af afgifter.
Bolig og stald er nu adskilte. Der findes mindre huse tilknyttet hver gård til gårdens folk; bedriften kræver ekstra hænder. Der er måske tale om trælle. Der er lader og de sædvanlige værksteder.
Landsbyen kan rumme mellem 400 og 500 kreaturer, hvoraf en del bliver eksporteret. Landsbyen ligger bekvemt tæt på studevejen og hærvejen. Den største gård er sikkert ejet af en stormand, der har plads til mellem 60 og 80 heste staldet op. Det betyder, at han har en hird - en livvagt, der kunne bruges i krig. Landsbyen ligger tæt på ’Kongernes Jelling’. Måske er stormanden i Vorbasse en betroet støtte for kongerne: Gorm den Gamle, Harald Blåtand og Svend Tveskæg.
Vorbasse i vikingetiden er en fredelig landsby, der lever af kvægavl. Den er også kendt som ’et industriområde’. Der er store forekomster af myremalm i moserne her. ’Myre’ betyder faktisk mose. Smeden udvinder jern fra malmen ved at smelte den i særlige ovne. I mange gårde er smedjen direkte forbundet med hovedhuset med en indhegnet gård. Smeden er en vigtig person, da arbejdet er vanskeligt og kræver lang erfaring. Udover jern er han også nogle steder beskæftiget med bronzestøbning.
Middelalderen
Med kirkebyggeriet er vi kommet ind i middelalderen. Da gårdene blev flyttet fra den sidste, store vikingelandsby, blev de lagt tæt på kirken. De blev dog ikke lagt omkring selve kirken, men dannede deres egen gruppering syd og vest for den. De lå omkring det, vi i dag kender som hovedgaden gennem byen. De beholdt deres oprindelige størrelse. Den største kom til at ligge der, hvor Vorbassegård findes i dag (overfor skolen). På gårdens areal har der ligget adskillige huse fra middelalderen: altså fra 1200-tallet og frem til 1500-tallet. De har tilhørt gården som mindre huse til folk og til værksteder. Også i den nuværende bymidte har der været huse, værksteder, og brønde fra middelalderen.