1. august kan vi byde Poul velkommen

Så er der ro på den opgave. Billund kommune har ansat Poul Heisel Poder, som afløser for Peter Dollerup.
Poul er en af Vorbasse skoles mange gode medarbejdere, som vi nu er endnu flere, der får glæde af at arbejde sammen med. Poul giver udtryk for, at han glæder sig meget til jobbet, til samarbejdet med brugerne og personalet og siger, at han er glad for at bo i en by, hvor man tager opgaverne på sig og står sammen, når noget skal udvikle sig. Poul har været på skolen i 10 år og den ekspertise, han har fået her, vil han gerne stille til rådighed i samarbejdet mellem skolen og fritidscentret.  Vorbasse Fritidscenter er stedet, hvor alle mødes, dog er der lidt stille fra april til september. Her ser Poul det som en udfordring at få flere aktiviteter ind. Det kan være træningsophold for både voksne hold og for børn. Fra sit trænerjob inden for håndbold har Poul mange kontakter, som kan komme ham til gode og han har kontakt med en badmintonklub i Århus, som gerne vil på træningsophold.
En af fordelene ved at være leder af Vorbasse Fritidscenter er at der er så mange former for sport og aktiviteter, der er samlet på et sted både ude og inde. Stort tillykke fra vorbasse.dk